VAMPYRENS HJERTE

Det var en af de sjældne vintre, hvor frosten kom tidligt 
og bed sig fast, endnu inden sneen nåede at lægge et 
beskyttende tæppe over jorden. Knoldene på markerne blev 
hårde som sten, og der kom et glasklart låg på søerne, 
som ungerne kunne kaste småsten hen over, så det lød som 
fugle, der pippede i den frostklare luft.
  Folk tog vanter og huer og halstørklæder på og slog 
kraven op, når de gik ud, og de forsikrede hinanden om, 
at det nok snart blev tø igen, eller de stampede i 
jorden og mindede hinanden om, at sådan var det også 
begyndt dengang, der var rigtige isvintre til.
Så kom sneen. Store hvide krystaller dalede i uendelige 
myriader ud af himlen og gjorde landet stille.
  På Enø frøs den lille færge fast i færgelejet, og folk 
begyndte allerede at tale om, at man snart kunne køre 
over til fastlandet ligesom dengang i 43, hvor man havde 
fragtet gods over med hestevogn lige til maj måned ... 
eller var det marts? Det var der ingen, der huskede mere, 
men koldt havde det været.
  I præstegården på Enø fordrev man tiden med kortspil og 
bloddryppende spøgelseshistorier. En rejsende i salmebøger 
var sneet inde på øen og boede i præstegården, og han var 
en sand mester i gruopvækkende historier om gengangere, 
varulve, levende døde og vampyrer, som overfaldt folk i 
deres senge og drak deres blod.
  Præstegården havde altid været et af øens samlingssteder, 
hvor de ældre kom for at snakke og drikke kaffe og spille 
kort i det store gamle folkekøkken, mens de unge foretrak 
præstens frække datter og udspekulerede søn. Der, hvor 
Barbara og Benjamin var, kunne man altid regne med skæg 
og ballade, og meget ofte gik morskaben ud over store, 
skikkelige Hemming, som boede i et afsides værelse i den 
rummelige præstegård og gik til hånde, hvor han kunne. 
Men i snestormen var der ikke meget andet for ham at gøre 
end at redde de store røde plastic-julehjerter fra granen 
foran gården, inden stormen gjorde kål på dem. Han slæbte 
hjerterne ned i pulterrummet bag sit værelse og glemte 
alt om dem.
  Det er højst tænkeligt, at Hemming ville have fået 
betegnelsen landsbytosse i andre samfund, men på Enø var 
han bare Hemming fra præstegården, og ingen tog sig af, 
at han var lidt sen i det, for på sin egen sindige facon 
gjorde han så mange små tjenester rundt omkring, at han i 
grunden nærmest var uundværlig. Det var faktisk kun øens 
halvvoksne unge, anført af præsteparrets hjerteløse afkom, 
der plagede Hemming og konstant mindede ham om, at han 
ikke var som alle andre.
  Men nu, hvor vinden peb om hushjørnerne og frosten bed 
i træværket under taget, så det lød som om, der gik nogen 
deroppe, krøb man sammen om kaffebordet i præstegårdens 
køkken. Præsten og tre andre mænd spillede whist, mens 
alle  lyttede til salmebogs-repræsentanten og flere gange 
glemte at tygge småkagerne af bar spænding, og Hemming 
gøs og rystede sig som en stor hund og slugte hvert ord 
fra repræsentantens mund, som var det grev Dracula selv, 
der havde rejst sig fra sin klamme grav og fortalte sin 
livshistorie med blottede hugtænder lige der for øjnene 
af dem.
  - Man dør næsten af skræk, sagde Hemming, da 
repræsentanten holdt en pause, inden alle småkagerne 
forsvandt fra bordet. - Kan du ikke nogle flere?
  - Der er en skrap en om vampyrer, sagde repræsentanten 
og skævede i retning af præsten.
  - Det går nok, mente pastoren og smed spader dame på 
bordet med et lille smæld. - Bare den ender med, at 
bæstet får en pæl gennem hjertet.
  Hemmings øjne blev dobbelt så store. - En pæl gennem 
hjertet?
  De andre grinede.
  Præstens søn, Benjamin, lænede sig over mod Hemming. 
- Ja, ved du ikke det? Den eneste måde, man kan dræbe en 
vampyr på, er ved at hamre en træpæl gennem dens hjerte.
  Hemming så på den unge mand med en blanding af vantro 
og rædsel. - Det må da gøre frygtelig ondt.
  - Når man står over for en vampyr, er der ikke tid til 
medlidenhed, sagde repræsentanten med autoritet. - Så 
gælder det om at handle hurtigt, inden bæstet sætter 
tænderne i halsen på een og begynder at drikke ens varme 
blod direkte ud af årerne.
  Hemming tog sig uvilkårligt til halsen.
  De unge fnisede ad den store, naive mand, og præstens 
datter, Barbara, gjorde et sigende tegn med fingrene i 
nærheden af hovedet.
  - Hvilke noget træ er bedst til pælen? spurgte Benjamin 
med påtaget alvor. De andre unge var ved at omkomme af 
indeklemt grin, mens de spændt afventede Hemmings 
reaktion på den interessante samtale.
  Repræsentanten holdt masken, da han svarede: - I de 
gamle bøger anbefales kirsebærtræ, som en jomfru har 
fældet ved fuldmåne med en økse af sølv.
  - Så er det for sent for Barbara at gøre noget 
effektivt, grinede Benjamin og puffede til sin søster.
  - Hvor er du dum, sagde hun og slog ham på armen, mens 
hendes mor så undrende på hende.
  - I virkeligheden er du selv en vampyr, blev Benjamin 
ved og dækkede sig grinende for Barbaras angreb. - Jeg 
har selv set de mærker, du har lavet på halsen af 
temmelig mange her på øen ... vampyren Barbara! Uhhh! 
Hendes bid gør dig stiv ... af skræk!
  - Så så, tyssede præsten. - Lad nu repræsentanten tale 
færdig.
  - Men alt træ kan bruges i en nødsituation, fortsatte 
repræsentanten. - Det skal bare være en god, spids pæl, 
som er lang nok til at nå hele vejen gennem kroppen.
  I det samme gik der et iskoldt sus gennem køkkenet, 
hvor de sad, men det fik dog en naturlig forklaring, da 
Morten fra Enegården viste sig i vindfanget og rystede 
sneen af sig. Han stampede og pustede, mens han kom af 
overtøjet derude, og da han kom ind i køkkenet, så de 
tydeligt på hans ildrøde kinder og blegfrosne næse, at 
det havde været en hård tur ind til byen ude fra gården 
på det yderste næs.
  - Nu skal du få noget varmt at styrke dig på, sagde 
præstens kone og hentede en kop mere.
  - Ja, tak da, sagde Morten og hilste rundt i flokken 
  omkring langbordet og gned hænderne mod hinanden over 
den lille, tykmavede brændeovn. - Ja, så er gamle Ane 
ligodt død i nat.
  - Herregud da, lever hun endnu, sagde 
repræsentanten.
  - Ja såmænd, svarede Morten og trak en stol hen til 
bordet og satte sig og så på kortspillet. - Kan man være 
med?
  Præsten rejste sig. - Du kan overtage mine kort, jeg må 
hellere tage ud og se til Ane, selv om jeg ved Herren 
ville ønske, det kunne holde op med at storme og sne.
  - Ja, jeg tog sådan set liget med her ned, sagde Morten 
og flyttede lidt om på præstens kort. - For at spare 
pastoren for turen. Hun ligger ude på ladvognen. Det er 
en grim vej i det her vejr.
  Pastorens kone slog hånden for munden. - Ligger den 
stakkels kvinde ude på ladvognen!
  Morten rømmede sig lidt. - Ja altså, hun har jo 
persianeren på. Den er godt nok lidt tynd i pelsen 
efterhånden, men jeg tænkte, at det nok ikke gjorde så 
meget i dagens anledning.
  - Jamen, hvor kan vi dog gøre af det gamle liv? spurgte 
præstens kone. - Gæsteværelset er jo allerede optaget.
  Præsten tænkte sig lidt om. - Det er jo en 
nødsituation, sagde han tøvende. - Vi kunne lægge hende i 
pulterrummet bag Hemmings værelse. D‚r er koldt og godt.
  Altså bar de gamle Ane ind gennem Hemmings værelse og 
ind i det uopvarmede pulterkammer til stole og lamper og 
de store røde plastic-julehjerter fra kirkens juletræ og 
lagde hende i den ene af de to lange tremmekasser, som 
kirkens nye klokkespil var kommet i forrige sommer. Hun 
var stiv som et bræt.
  - Der er så koldt som et frysehus her, sagde 
repræsentanten og pustede i hænderne, da de havde bakset 
kassen op på to bukke. Fingrene var blevet helt hvide af 
kulde af at holde på liget.
  Tilbage i køkkenets varme diskuterede de problemet med 
graven.
  - Vi må sprænge hullet med dynamit, mente ‚n.
  - Det går ikke, sagde præsten. - Vi risikerer at 
lufttrykket smadre ruderne i kirken.
  Desværre havde præsten nok ret. Det kunne ellers have 
set flot ud med jord og skidt i en søjle op i luften, og 
et ordentlig knald var altid værd at komme efter, når man 
kun kunne tage en enkelt kanal på tv.
  Der gik et par dage, hvor vejret skabte sig helt tosset, 
så de fleste havde ikke andet at lave end at sidde og 
putte sig i præstegården og drille Hemming.
  - Nå, nu har du rigtignok fået dig en kone, hvad Hemming?
  - Det er jo bare gamle Ane, svarede Hemming.
  - Er det ikke uhyggeligt, at have hende liggende lige 
ved siden af, når du skal sove?
  - Næh, sagde Hemming. - Hun er jo død.
  De andre grinede, men Hemming forstod ikke rigtig, hvad 
der var så morsomt.
  - Tænk nu, hvis hun er en vampyr, Hemming. Hvad vil du 
så gøre?
  - Jeg er ikke bange for vampyrer mere, svarede Hemming.
  Det var efter d‚n samtale, at Benjamin fik en nedrig ide 
til, hvordan man kunne skræmme livet af Hemming på en måde, 
som ville gå over i øens historie.
  Benjamin og Barbara og de andre unge fik fat i en gammel 
mølædt paryk, som blev brugt ved krybbespillet til jul, 
og ved hjælp af kraftig sminke og en hel del fantasi 
lykkedes det i løbet af aftenen at forvandle Barbara til 
noget, der lignede en uhyggelig gæst fra det hinsides.
  - Det er sgu lige før, jeg selv bliver bange, sagde 
Barbara og så på sit uhyggelige ansigt i spejlet.
  - Han pisser i bukserne, når han ser dig, mente hendes 
bror.
  - Han dør simpelt hen af skræk.
  - Bare han ikke flygter ud og bliver væk i sneen, sagde 
en af de andre og blev straks overfaldet af de andre for 
sin blødsødenhed.
  Barbara satte parykken godt fast med hårnåle. - Sådan, 
nu er jeg klar.
  - Vi skal skynde os, sagde Benjamin.
  De kunne ikke så godt gå gennem præstegården med Barbara 
klædt ud som Døden selv, så de hoppede ud af vinduet og 
sneg sig ind gennem Hemmings egen indgang omme bag ved.
  - Hvad nu, hvis han er hjemme, hviskede Barbara.
  - Han er oppe ved kirken for at se om det hele står der 
endnu, svarede Benjamin.
  Barbara blev stående ved yderdøren. - Jeg går altså 
ikke ind, før hun er væk.
  - Schyy.
  De andre gik ind i Hemmings spartanske værelse.
  - Hold kæft for et sted at bo. Manden må være bims.
  - Han er sgu bims.
  - Det var ikke mig, der skulle sove med et lig 
inde ved siden af, mand.
  Fem minutter senere var gamle Ane bakset væk og anbragt 
op ad væggen bag hønsehuset.
  - Hun havde nok ikke regnet med at komme på højkant igen, 
sagde Benjamin.
  Barbara fulgte med ind i pulterrummet, hvor den anden 
tremmekasse var kommet op på bukkene. - Her er koldt, gøs 
hun.
  - Du skal bare være her et øjeblik. Husk nu at stønne 
rigtig uhyggeligt og lad være med at åbne låget, før han 
kommer ud og ser dig. Det skal være rigtig uhyggeligt.
		***
Fuldmånen skinnede klart fra den tindrende vinterhimmel, 
da Hemming endelig vovede sig frem fra sit skjul bag 
stengærdet mellem kirken og præstegården og gik en lang 
omvej, inden han lukkede sig ind på sit værelse og låste 
døren efter sig og trak det besværlige overtøj af og følte 
ind i mørket under sengen med den ene hånd. Jo, de var der 
endnu. Han kunne roligt lægge sig.
  Da han lidt efter krøb ned i den iskolde seng, gøs han 
alligevel ved synet af det blege månelys gennem ruderne 
og de forvredne skygger fra æbletræet udenfor, og et 
øjeblik så han et glimt af noget andet derude og hørte 
sneen knirke. Han vendte sig om på siden med ryggen til 
vinduet og lyttede. Der var et eller andet ude i 
pulterrummet ... d‚r var det igen. Som om nogen stønnede... 
Nu lød der også en tydelig banken; en knokkelhånd mod træ.
  Stille, uendelig stille, fik han drejet sig i sengen. 
Hans hånd søgte ned i mørket.
  Imens lå Barbara ude i pulterrummet i den aflange 
tremmekasse og ventede på at døren til Hemmings værelse 
skulle gå op, så hun kunne udføre sit store nummer. 
Hjertet hamrede i hende af bare spænding og selv om der 
var bidende koldt, og hun frøs, var hun alligevel svedig 
i hænderne. Hun klaprede lidt med kassens låg og stønnede 
så uhyggeligt, hun kunne. Åhh, åhh ... uhhh!
  Så hørte hun håndtaget i døren til Hemmings værelse 
blive trykket langsomt ned med en sagte knirken i det 
kolde metal.
  - Uhhh!
  Døren gik langsomt op. En svag lysstråle faldt ind i 
pulterrummet og fik Hemming til at stå som en vældig 
skygge i døråbningen. Barbara tog et godt tag om tremmerne 
i kassens låg og klaprede to gange med det, før hun 
langsomt åbnede det og satte sig op og viste sit 
rædselsfulde dødninge-ansigt og blottede tænderne i et 
lystent grin og rakte armene ud mod det godtroende fjols 
for fodenden af kassen. Ude fra lød undertrykt fnisen, 
men vinden forvrængede lyden og fik den til at minde om 
ånders hvisken i mørket, og det næste, der skete var ikke 
det, de håbefulde unge havde planlagt, for i stedet for 
at flygte i sanseløs rædsel, kastede Hemming sig frem over 
kassen med et vildt brøl og smækkede låget i over den 
forskrækkede pige, som først ikke kunne skrige, men som 
straks efter ikke kunne andet.
  Et gruopvækkende skrig flængede natten, men det var ikke 
Hemming, der skreg i rædsel, som de unge havde glædet sig 
til, men derimod Barbara, som fanget i den snævre 
tremmekasse skreg i afmagt og angst for døden.
  Et sekund stod de unge mennesker rådvilde i sneen under 
Hemmings vindue. Så stormede de modigste af dem ind mod 
Hemmings værelse, men kun for at ramle mod den låste dør. 
Fra den anden side lød et skrig, der fik alle hårene til 
at rejse sig på kroppen af dem, og skriget blev ved og 
ved, sanseløst grufuldt, mens kraftige hammerslag 
fortalte, at noget blev banket i ... så var alt pludselig 
stille.
  De kastede sig mod døren og hamrede på den og skreg 
selv. Men døren gav sig ikke. Benjamin var allerede på 
vej ud igen for at smadre vinduet og komme den vej ind, 
da Hemming åbnede døren og så roligt på dem. I hånden 
holdt han en stor trækølle af den slags man engang brugte 
til at slå tøjre-pæle i jorden med, når kreaturerne stod 
bundet på markerne.
  - I skal ikke være bange, sagde han. - Jeg har gjort, 
det eneste rigtige.
  De masede forbi ham for at se, hvad der var sket, men i 
døren til pulterrummet blev de brat stående. I det 
svage lys så de tydeligt træpælen, der stak op mellem 
tremmerne i den lange kasse. Under kassen stak den 
spidse ende af pælen ud. 
  Det var først, da de fik låget op og så Barbara ligge 
stum af skræk ved siden af et gennemboret, rødt plastic-
julehjerte, at det gik op for dem, hvem der havde narret 
hvem, og fra den dag fik Hemming lov at være i fred.