PØLSEMAGEREN

kriminalnovelle af Jørgen Brenting (c)

Louis Andersen ankom til København som 24-årig og etablerede sig i pølsebranchen, hvilket skulle vise sig at være meget praktisk, da han mange år senere begyndte at spekulere på, hvordan han kunne skaffe sig af med sin kone.

Men de første år af ægteskabet med Emma fra Søndre Brørup var fryd og gammen og gik med at bygge virksomheden op. Starten var en lille delikatesseforretning på Nørrebro, som de kaldte "Louis og Emmas Delikatesser". Senere blev det til en større forretning længere inde mod centrum og senere igen til en helt lille fabrik, som leverede pølser til andre delikatesseforretninger og snart også til slagtere og købmænd og supermarkeder. Set med bagklogskabens overblik, virkede det næsten som en profeti, at en af de mest populære pølser blev opkaldt efter Emma, men dengang, mens alt endnu var godt imellem dem, virkede det helt rigtigt, at der kom en "Emmapølse". Årene gik, og Louis Andersen styrede sin voksende forretning med sikker hånd, og man kunne se på ham, at han selv satte pris på delikatesser; stor og rund og livskraftig var han med en kraftig seksuel appetit, og trods sin svære skikkelse virkede han tiltrækkende på en hel del kvinder; så meget at den stadige strøm af damer gennem hans fabrik nødvendiggjorde, at der blev sat en seng op på hans kontor.

Det hed sig, at den var til pølsemagerens middagslur, som var nødvendig, fordi han ofte arbejdede på fabrikken til langt ud på natten, men Emma havde nu en mistanke om, at hendes virile gemal ikke just sov tiden bort på kontoret.

- Hvad skal alle de kvinder på fabrikken? spurgte hun, da hun for femte gang på en måned blev præsenteret for en ny sekretær, da hun kom for at tale med sin mand.

- De arbejder for mig for pokker!

- Du mener: De arbejder under dig.

- Lad nu være med at være dum, Emma.

- Jeg ved, du lyver, Louis. Jeg ved, du lyver. Du bedrager mig med andre kvinder, og så lyver du oven i købet. Det er temmelig meget, du forlanger, jeg skal finde mig i.

- Jeg ved slet ikke, hvad du taler om, påstod han og så på hende med sine blå øjne i det store rødkindede, blanke ansigt.

Det var klart, at Emma efterhånden var mere end en smule oprevet over sin ægtemands amorøse eventyr. Han så til gengæld ingen grund til at opretholde et forhold til en kvinde, som han ikke længere brød sig om, og som i stigende grad var en forhindring for hans fremtidige lykke - især efter mødet med en vis danserinde, Ami Sal fra Skive, som Louis i et ømt øjeblik havde lovet at gifte sig med.

Han spekulerede frem og tilbage over, hvordan han skulle slippe af med Emma. Skilsmisse var naturligvis en nærliggende udvej, men det ville blive urimeligt dyrt, og han havde selv brug for alle de penge, han kunne hente ud af pølsefabrikken. Det var dyrt at være en damernes mand. Der måtte være en billigere vej ud af ægteskabet, tænkte han, og det var der da også. Billigere og meget nærliggende. Alt, hvad det krævede, var en smule forberedelse.

Han begyndte med at beskylde Emma for at have noget for med den italienske bager i naboejendommen.

- Hvor vil du hen med det vrøvl? spurgte hun irriteret.

- Jeg har set, hvordan du glor på ham, hver gang vi er inde og købe brød til kaffen.

- Jeg glor da ikke. Jeg ser bare på ham. Han er en pæn mand, hvis du endelig vil vide det. Du skulle også nødig snakke; dig med alle dine kvindfolk.

- Tro ikke, at du kan snakke dig fra det, sagde Louis.

Mod sin vilje kom hun til at le. - Snakke mig fra det! Du må være bims i hovedet. Jeg vil ikke engang snakke om det.

- Du kan heller ikke tie det ihjel, sagde han. - Jeg finder mig ikke i, at du har en udlænding som elsker.

- Skulle jeg måske hellere have en dansker?

- Aha! Du indrømmer altså, at der er noget mellem bageren og dig! råbte han triumferende.

Hun rystede bare på hovedet. Hendes mand var blevet skør i bolden.

Men skør eller ej, pølsemager Andersen ville ikke holde op med at snakke om sin kones påståede affære med mystiske udlændinge. Han fortalte alle og enhver, der gad lytte til ham, at Emma havde en frygtelig svaghed for mørklødede mænd. Det endte med, at han aflagde besøg på politistationen og betroede betjentene, at han frygtede, at hans kone planlagde at stikke af fra hjemmet med en amorøs udlænding.

Politifolkene lyttede, og havde i og for sig sympati nok for den uheldige ægtemand, men de havde svært ved at se, hvor de kunne hjælpe. De kunne ikke så godt møde op i hjemmet og forbyde konen at stikke af med sin elsker. Det kunne pølsemager Andersen godt indse og han forlod tilsyneladende slukøret politistationen.

Kort tid senere forsvandt Emma Andersen, som hendes mand havde forudsagt.

Der gik tre dage, så mødte pølsemageren op og overbragte Emmas familie den tragiske nyhed, at hans kone havde forladt ham, og at han havde hyret en privatdetektiv til at opspore hende, fordi politiet ikke ville have noget med sagen at gøre.

Familien delte dog ikke pølsemagerens opfattelse af, at Emma nu lå i armene på sin mørke elsker. Efter deres mening kunne den slags tanker kun opstå i hovedet på en mand, der ikke just pinte sig selv med at overholde det sjette bud. De gik promte til politiet og forlangte, at en undersøgelse blev sat i gang, så deres slægtning kunne komme for dagen.

Da politiet gennemsøgte pølsefabrikken og tørlagde tre enorme kar, fandt de, at det fedtede bundfald i det ene kar indeholdt to guldringe og en halskæde med et lille guldkors. Fru Andersen var alligevel ikke helt sporløst forsvundet.

Politiet drog den uundgåelige konklusion, at Emma Andersen var blevet dræbt, sandsynligvis med en af de mange skarpe knive, som var i brug på fabrikken, og derefter - nå ja, der var ingen nænsom måde at sige det på - derefter lavet til pølser.

Det var en delikat sensation, at Emma Andersen måske allerede var blevet fordelt i skiver i byens madkasser og fortæret i kantiner og på kanten af skriveborde og på bænke i parken og i støjende klasseværelser; skyllet ned med øl, vand og skolemælk med tilskud fra EU.

Kriminalkommissær Parker ringede hjem med det samme. - Øh, hvad skal vi have til middag? spurgte han, da hans kone tog røret.

- Pølser og kartoffelmos, svarede hun. - Det er børnene, der har bestemt middagen.

- Smid dem ud! råbte han. - Nu!

- Børnene? Hun forstod ikke et suk.

- Nej, pølserne for satan! Pølserne!

- Jeg forstår ikke ...

- Nej, men det kommer du til. Gør nu bare som jeg siger.

- Er det en vittighed, Tom?

- Nej, du kan bande på, det ikke er nogen vittighed. Jeg vil ikke se en eneste pølse inden for døren. De skal ud med det samme!

Parkers assistent, som havde lyttet med fra den anden side af lokalet, så ned på den halvt spiste pølsemad, han sad med i hånden. Hans adamsæble bevægede sig en enkelt gang op og ned. Så styrtede han af sted for at knæle ved de sanitære installationer.

Næste dag var hele byen grebet af den samme mavebevægende tanke. Pølser i alle former og farver var med ét slag gået af mode. Selv salget af leverpostej og paté var en overgang påvirket, men det var nu kun et udslag af hysteri og rettede sig hurtigt igen; bedst var det dog at sælge syltede agurker, her var ingen fejltagelse mulig.

Pølsemager Andersen måtte gå den tunge vej til fængslet, mens pølsefabrikken kort og godt gik ned. Kunderne forsvandt ikke en efter en; de faldt nærmest over hinanden for at lægge afstand til pølsemager Andersens livsværk. Kun en enkelt meget speciel specialforretning blev tilbage og hørte om der mon skulle være et par pølser tilbage til en særlig kunde, de havde. Det var der ikke. Politiet havde konfiskeret hele lageret og efter moden overvejelse kørt det til et fjerntliggende kølehus i stedet for til Retsmedicinsk Institut. Man havde ikke fantasi til at forestille sig, at lægerne skulle obducere en pølse.

Til gengæld ofrede en af formiddagsaviserne en hel side på spekulationer over, hvorvidt pølserne burde fyldes i kister og begraves under navnet Emma Andersen. Problemet var, at man ville være nødt til at fylde over hundrede kister for at være sikker på at få det hele med, og det ville ikke alene være enormt dyrt men også kræve et fantastisk stort hul på kirkegården. Tres meter dybt, havde journalisten regnet sig frem til, hvis der kun skulle bruges et enkelt gravsted. Man måtte undre sig over, hvad der dog foregik inde i hovedet på sådan en journalist. Begravelse kunne naturligvis slet ikke komme på tale alene på grund af indholdet af nitrit og farvestoffer. Typisk bladsmøreri.

Pølsemager Andersen måtte i isolationscelle, fordi man dagen før hans arrestation havde fået pyt-pande i fængslet,og de scener, der udspandt sig efter, at nyheden om pølsemagerens forbrydelse havde bredt sig som en vældig bølge ned ad fængselsgangen, var ikke noget, man tilgav en mand lige med det første.

Kriminalkommissær Parker besøgte pølsemageren i fængslet.

- Skær det svin i skiver! skreg de andre fanger.

- Du er ikke videre populær her, sagde Parker. - Hvad med at tilstå, så vi kan få det overstået og få dig væk herfra?

- Fatter du ikke, at jeg ikke har lavet salami af Emma?

- Hvordan vil du så forklare tilstedeværelsen af tre af hendes guldsmykker i bunden af en af fabrikkens opbevaringstanke? spurgte Parker for hundrede og syttende gang.

- Det ved jeg ikke?

- Det svar er ikke godt nok. Vi har efterlyst din kone over hele verden uden resultat.

- Jeg siger jo, hun er stukket af med en eller anden sortsmusket fyr. Jeg advarede jer jo, men I ville ikke lytte.

- Det var bare en smart manøvre for at afholde os fra at lede efter hende, når hun forsvandt.

Pølsemageren så opgivende op i loftet. Han kunne ikke så godt indrømme, at politimanden havde ret. Det ville være det samme som at indrømme, at Emma-pølsen for en gangs skyld havde været den rene vare.

Til sidst opgav Parker og kørte tilbage til politigården. Ved flere af de grønthandlere, han kom forbi, var der køer helt ud på gaden.

- De første pølse-analyser er kommet, sagde hans assistent.

Parker satte sig tungt ved skrivebordet. - Hvad siger de?

- Sådan som jeg læser dem, så har hans kone været tolv procent ko og fyrre procent svin. Måske er det derfor, han har taget livet af hende.

En betjent kom ind på kontoret. - Der står en dame ude i vagtstuen og siger, at hun gerne vil lukkes ind på pølsefabrikken, sagde betjenten. - Hun siger, politiet har plomberet døren.

- Hvem er hun?

- De må hellere selv gå ud og tale med hende.

Parker sendte betjenten et træt blik og rejste sig, ærgerlig over at være blevet afbrudt i arbejdet.

En nydelig, solbrændt dame ventede ved skranken, da Parker kom ud til den vagthavende.

- Emma Andersen! udbrød han uvilkårligt.

Hun så glad og en smule overrasket på ham. - Kender vi hinanden?

Parker rømmede sig. - På en måde, ja.

Hun rynkede brynene og så undersøgende på ham. - Jeg forstår slet ikke. Nå, det er også lige meget, for jeg kom faktisk for at høre, hvorfor politiet har lukket min mands fabrik.

- Er De ikke klar over, hvad der er sket?

- Har han vrøvl med sundhedsmyndighederne? Jeg har tit sagt til ham, at rengøringen ikke var god nok.

- Er De slet ikke klar over, at De selv har været efterlyst over hele Verden. Er De klar over, hvad Deres mand har gennemgået, fordi vi troede, æh hmm ... Fordi vi ikke kunne finde Dem?

- Hvis Louis har gennemgået noget som helst, har han sikkert selv fortjent det, svarede hun. - Jeg er kun interesseret i at få mine smykker igen. Jeg har fortrudt, at jeg smed dem i karret, da jeg forlod fabrikken, men jeg var ude af mig selv af vrede og jalousi, fordi jeg havde overrasket Louis sammen med en anden kvinde inde på kontoret. Jeg ville bare skille mig af med alt, hvad han nogen sinde havde givet mig.

- Og så rejste De til udlandet?

- Nå, det er rygtedes hertil? Ja, han gik og fortalte alle og enhver, at jeg ville stikke af fra ham med den italienske bager. Til sidst havde han sagt det så tit, at det virkede som en helt rimelig handling. Han kunne bare have holdt sin mund, så havde jeg holdt mig i skindet og var jeg blevet hjemme.

Parker sukkede dybt. - En hel del mennesker ville ønske, at De var blevet hjemme.

- Hvad sker der nu med Louis og hans fabrik?

- Der sker ikke noget med Deres mand, svarede Parker. - Men han kommer nok til at finde sig et andet erhverv.

Copyright (c) 1995 Jørgen Brenting

Hvis du har lyst at skrive til mig, findes jeg her.
Jeg modtager gerne kommentarer både til denne novelle og til ideen med disse sider i det hele taget.
–Jørgen