KATTEN OG MUSEN

Nøglen til vinkælderen lå sammen med de andre kældernøgler i en fin lille æske, der var udskåret i mørkt afrikansk træ som en gammeldags skatkiste. Æsken havde sin faste plads på dækketøjsskabet i stuen.

Kirstine rakte sig på tå for at nå æsken. Mærkeligt som det skab blev højere og højere. Så fandt hendes fingre skatkistens lille låg og åbnede det og tog vinkælder-nøglen, der lå oven på alle de andre nøgler, som hun aldrig brugte mere. Det eneste hun kom efter i den store, mørke kælder nu, var portvin. Heldigvis havde Alfred efterladt hende et stort lager.

Hun trippede forsigtigt ned ad den stejle kældertrappe med et fast greb om gelænderet. Den daglige tur ned til portvinskælderen var med til at holde hende i form, men hun var begyndt at frygte, at hun en dag skulle falde og komme til skade og ligge hjælpeløs for foden af trappen, indtil Jannik kom og fandt hende.

Han var den eneste der kom i huset nu. Ikke at hun brød sig særlig meget om ham, men han var da bedre end slet ingen. Desuden kunne han køre ærinder.

Hun satte sig i sin lænestol og skænkede et glas portvin og så rundt i stuen. Det var en god stue. Alle hendes kæreste ting stod her. Møblerne, billederne, porcelænsfigurerne, som Alfred havde købt til hende på sine rejser rundt i verden. Hvis hun ikke var kommet til at slå Hyrdinden og Skorstensfejeren i stykker sidste år, ville hun have haft nøjagtig tohundrede og tyve figurer.

Hun rakte ud og tog Katten og Musen og holdt den foran sig med begge hænder. Det var den første figur, hun havde fået, ikke af Alfred, men af sin far. Hun var otte år, og hendes far havde købt den lille porcelænsfigur til hende på hendes fødselsdag. Katten lignede præcis den kat, hun selv havde haft dengang. Den havde også fanget mus, ligesom porcelænskatten. Hun smilede frem for sig og drømte sig tilbage til varme somre på en lille gård lige ved fjorden. Solen skinnede, og hendes kat legede med et garnnøgle.

***

Hun hørte ikke Jannik komme, før han pludselig stod i døren til stuen og hilste på hende. I starten havde han altid ringet på og ventet på, at hun skulle komme og lukke op, men da han havde beklaget sig længe nok over, at han altid skulle vente en farlig tid, var hun til sidst holdt op med at låse døren, og nu gik han bare lige ind, som det passede ham. De første gange, syntes hun, det var ubehageligt, men hun havde vænnet sig til det.

- Er du klar? spurgte han.

- Klar?

- Du har vel ikke glemt, at vi skulle hen til advokaten i dag?

Hendes rynkede ansigt fik et tænksomt udtryk. Så dæmrede noget for hende. - Han er sådan en nydelig ung mand.

- Han er syvogtres, sagde Jannik. - Jeg tror snart, du er senil.

- Jeg er aldeles ikke senil, om jeg må be'.

- Det er jo ikke noget man selv kan gøre for, sagde han forsonligt og hankede op i hende. - Nu kører vi ned og får det testamente ordnet.

- Kattens Værn skal have halvdelen, sagde hun skarpt.

Nå, dét kunne hun godt huske. Jannik sukkede. - Ja ja. Alt det har vi jo talt om.

Han hjalp hende den gammeldags frakke på og ville støtte hende, da de gik ud til bilen. - Jeg er ikke så gammel, at jeg ikke kan gå selv, sagde hun irriteret og trak armen til sig med et ryk.

Han føjede hende uden at protestere. Hvad gjorde man ikke for halvdelen af en stor formue? Kattens Værn, vorherrebevars! Men han skulle nok holde sin mund. Det havde holdt hårdt nok at overbevise hende om, at kattene ikke havde brug for den anden halvdel af pengene med.

***

Advokaten brød sig ikke om Jannik, det var tydeligt nok, men så længe den gamle dame virkede åndsfrisk var der ikke noget han kunne stille op overfor hendes ønske om at rette i testamentet. Kattene måtte vige for den usympatiske Jannik, der ellers ikke havde ofret sin tante meget opmærksomhed i årene forud.

- Jannik er min eneste slægtning, sagde Kirstine til advokaten, som om det var første gang, de to blev præsenteret for hinanden.

Jannik smilede bredt, men advokaten så ingen grund til at ændre på sit ansigtsudtryk.

Papirerne blev lagt frem og omhyggeligt gennemlæst. Jannik vovede knap nok at trække vejret, da den gamle dame et øjeblik tøvede, før hun med let rystende hånd prentede sit navn på den stiplede linje.

Da de kom tilbage til huset, var Jannik i strålende humør. - Det må vi fejre! afgjorde han.

Hun så skarpt op på ham. - Nu tror du måske, jeg giver øl?

- Et enkelt glas ville da være herligt.

- Jeg har ikke noget.

- Så et glas portvin da. Lad mig hente en flaske i kælderen.

- Ikke tale om, sagde hun skarpt. Det var som om advokatens modvilje alligevel var smittet af på hende. - Jeg henter den selv.

Jeg skal i al fald ikke vente for længe, tænkte han. Det gjaldt om at få sendt hende til himmels, inden hun ombestemte sig og ændrede testamentet igen. Han spekulerede endnu en gang på, hvornår han kunne være bekendt at slå hende ihjel. Han havde pokkers meget brug for pengene.

Han rejste sig og gik rundt og så på kostbarhederne i stuen. Antikke møbler og malerier og porcelænsfigurer i hundredevis. Han anede ikke, hvad den slags var værd, men det var næppe småpenge. Han tog en lille porcelænsfigur af en kat og en mus op og gik hen til vinduet og vendte den, som om han forventede at prisen skulle stå i bunden. I det samme hørte han den gamle komme tilbage fra kælderen. Han kunne ikke nå at stille figuren på plads, men hvis hun så ham stå med den, ville hun måske tro, at han var ude på at bestjæle hende. Hurtigt satte han figuren op bag skatkisten på toppen af dækketøjsskabet og vendte sig bort og lod som om, han så ud af vinduet.

- Nå, der er du allerede, sagde han højt.

Så satte de sig ved sofabordet og delte portvinen. Det var kolossalt, så hun kunne drikke.

***

- Jeg kan ikke finde Katten og Musen, sagde Kirstine, da Jannik kom ud i køkkenet til hende næste dag.

Han så på hende. Hun så mere træt og affældig ud, end han havde set hende før. Det var udmærket. - Jeg vidste ikke, du havde dyr.

- Porcelænsfiguren, sagde hun en smule irriteret. - Den står ikke på sin plads.

- Du har mindst trehundrede figurer, sagde han. - Hvordan kan du vide, at en af dem ikke står på sin plads?

Hun så forarget på ham. - Jeg tror bare, jeg er senil.

- Du glemte da, hvor telefonen stod forleden dag.

- Den slags nymodens ting er ikke værd at huske på.

- Skal jeg hente os en flaske portvin? spurgte han. Hun havde aldrig ladet ham se kælderen, men han var sikker på, at den måtte være et skatkammer.

Til hans store overraskelse, nikkede hun, og tog nøglen op af lommen på sin trøje og lagde den på bordet. - Det er det bageste rum. Sluk lyset efter dig.

Han smilede beroligende til hende og rejste sig, og da han så kældertrappen vidste han, hvordan han snart ville blive en holden mand. Men måske ville det være en god idé at få fjernet nogle af de mest kostbare ting fra huset, inden han skulle til at dele byttet med syv skabede gårdkatte. Han kunne lige så stille tage noget med hver dag, og så skubbe hende ned ad trappen, når han havde sikret sig et passende "arveforskud". Han så ned i mørket. Det skulle heller ikke undre ham, om det var dernede, hun gemte de virkelige værdier.

Men han blev skuffet. Alle dørene var låst forsvarligt af, og ingen af dem gav sig så meget som en millimeter, skønt han lagde hele sin vægt mod dem. I hans fantasi voksede mængden af kostbarheder bag de lukkede døre voldsomt. Han så sig om i de dystre kældergange. Det var ikke svært at regne ud, hvor vinkælderen var. Den gamle havde slidt en sti i det tykke støvlag fra trappen til en solid dør i den nærmeste gang.

Han åbnede ind til vinkælderen og blev overrasket stående ved synet at tusinder af flasker fra gulv til loft i lange reoler. Han tog nogle tilfældige flasker ud. Du store himmel, bare værdien af vinkælderen ... Han åbnede en ældgammel portvin og tog en slurk i munden og smagte prøvende på den. Ikke ilde, slet ikke ... han tog en slurk til. Fantastisk.

Da han havde drukket halvdelen af flasken, tog han en mere ydmyg årgang med op til den gamle, så hun kunne holde ham med selskab, mens han drak sig mod til, inden han puffede hende ned ad trappen.

Men inden det nødvendige mod havde indfundet sig, var Jannik fuld. Den gamle var heller ikke så kvik mere. Hun sad tungt i sin lænestol, som om han allerede havde taget livet af hende, og kikkede sørgmodigt i retning af den plet, hvor Katten og Musen plejede at stå. Så gled hendes øjenlåg ned. Det var udmærket, hvis savnet af den fjollede figur kunne svække hende.

Jannik kom med en smule besvær på benene. Han skulle nok ikke have drukket så meget nede i kælderen. Men sket var sket. Ufatteligt, at den gamle havde kunnet tåle de mængder, men hun var vel i skarp træning.

Trods sin omtågede tilstand indså Jannik, at han næppe ville være i stand til at handle tilstrækkelig hensigtsmæssigt, hvis han slog hende ihjel nu. Det var trods alt nok bedre at vente nogle dage. Så kunne blækket i den gamles underskrift også nå at tørre, inden hun skulle ud og prøve vingerne.

Men på den anden side havde han desperat brug for penge. Han så sig om i stuen efter et eller andet, han kunne sælge. Måske skulle han hellere tage noget fra kælderen. Uden at tage blikket fra den gamle lirkede han den lille skattekiste med nøglerne ned og listede ud af stuen.

Nede i kælderen gik han fra dør til dør og prøvede nøglerne efter tur. Nogle af rummene var fyldt med møbler, men det var umuligt at bestemme deres værdi på grund af det tykke lag støv og spindelvæv, som dækkede alt. Andre steder lå der gamle aviser og blade fra fortiden. To rum var fyldt med kul og koks, som sikkert havde ligget siden krigens tid. Jannik lo højt og slingrede ned til vinkælderen og trak en portvin op og tog den med sig og drak et par mundfulde, inden han med besvær fandt nøglen til den sidste dør for enden af en kroget, smal sidegang, hvor ingen med garanti havde været i årevis. Døren førte ind til et lille rum, hvor væggene var dækket af reoler. Et virvar af små og store æsker fyldte hylderne.

- Aha! udbrød han opstemt og gik ind i det lille rum og satte flasken fra sig og åbnede en tilfældig flad æske og spærrede øjnene op, da lyset faldt på en række halskæder med perler og fine små indfattede ædelsten. - Hvad fanden! Han tog kæderne op en efter en og holdt dem op under den nøgne pære i loftet. Stenene blinkede som ... Det var løgn! Det var sgu ... Han hængte kæderne om halsen og åbnede med febrilske fingre en anden æske, der desværre var fyldt med gamle fotografier. Men så denne her da ... Flere fotografier. Men her ... armbånd! Ti, elleve, tolv ... Han fyldte lommerne. Og her? Breve. Mange breve. Men her så? Ringe. Han fyldte de to yderste fingre på hver hånd og grinede og skålede fornøjet med sig selv i gammel portvin og kastede sig over de næste æsker.

Men pludselig stod den gamle i døren bag ham og forlangte at få Katten og Musen tilbage.

- Jeg ved ikke hvor den forbandede figur er, sagde han, og følte sig totalt idiotisk som han stod der med fem halskæder på og øreringe og armbånd og fingerringe som en anden transvestit til nytårsbal. Nu slår jeg hende fanme ihjel, tænkte han og begyndte at tage smykkerne af med en ildevarslende ro.

Men pludselig trådte den gamle et skridt tilbage og lukkede døren for næsen af ham og slukkede lyset på kontakten ude i gangen. Med ét befandt han sig i buldrende mørke og hørte en slå blive skudt for og nøglen blive drejet om.

- Nu kan du blive der til du fortæller, hvor Katten og Musen er henne, sagde den gamle bestemt ude på den anden side af døren. Men inde i det mørke rum hørtes kun en svag mumlen.

Kirstine stod lidt i dybe tanker. - Hvad var det nu, jeg kom her ned efter?

Så gik der en prås op for hende. Portvin, naturligvis. Hun gik tilbage til den brede gang hen til vinkælderen. Mærkeligt nok stod døren på vid gab. Hun fandt en flaske frem og besteg med besvær den stejle kældertrappe. Et dæmpet råb lød bag hende, men det hørte hun ikke.

***

Jannik famlede sig frem til døren og rev i håndtaget. - Luk op for helvede! skreg han. - Det er slet ikke, som du tror!

Han rettede sig op og ventede på svar. Hvad fanden lavede hun derude. - Det er ikke sjovt! råbte han og lagde øret mod døren uden at høre andet end sit eget blod, der susede i hovedet.

Døren åbnede indad, så der var ikke meget mening i at kaste sig mod den med mindre, han kunne sprænge den fuldkommen. Han gik to skridt tilbage og opdagede, at det er sin sag at kaste sig mod en dør, man ikke kan se. Alligevel forsøgte han og knaldede hovedet ind i den solide fyldning.

- Luk så op! skreg han. - Luk op! Det er ikke som du tror! Jeg ville jo bare prøve dem!

Han kastede sig mod døren igen. Og igen. Og igen. Det smertede i hans hoved og i skuldrene. To gange ramte han karmen og sank i knæ af smerten. Til sidst satte han sig udmattet på gulvet med sveden drivende ned af sig i det iskolde rum. - Jeg mente jo ikke noget ondt med det, klynkede han.

***

Oppe i stuen skænkede Kirstine et forsvarligt glas portvin til sig selv, mens hun undrede sig over, hvor flasken var kommet fra. Havde hun været nede i kælderen? Det måtte hun jo have været.

Hun så på uret henne på skænken. Nu kommer Jannik snart, tænkte hun. - Så kan han få et lille glas med.

Men det var mærkeligt med den flaske. Hun kunne ikke mindes, at hun havde hentet den. Hun ledte i trøjelommen efter kældernøglen, men den var der ikke. Så havde hun altså ikke været der nede. Hun rejste sig usikkert og gik hen til dækketøjsskabet. Hvis nøglen lå i skattekisten, havde hun helt sikkert ikke været nede i kælderen. Hun syntes bare, hun havde set Jannik dernede. Det var nok ham der havde hentet flasken. Men hvor var han så blevet af? Var det i går? Dagene løb da også så irriterende sammen. Hun ville spørge Jannik, når han kom. Nej, forresten hun ville ikke sige noget om det. Han skulle ikke tro, hun var senil.

Hun rakte op for at åbne skattekisten, men den var der ikke. Overrasket trådte hun et skridt tilbage og kikkede op på skabet. Skattekisten var væk, men dér stod Katten og Musen jo! Så havde Jannik slet ikke taget den fra hende.

Overvældet af glæde trak hun en stol hen til skabet og kravlede op på den og tog den kære figur i hænderne og fattede ikke, at hun havde stillet den sådan et dumt sted.

Så kravlede hun uendelig forsigtigt ned igen og skubbede stolen tilbage på plads.

- Når Jannik kommer, vil jeg give ham en undskyldning, sagde hun til sig selv og så på uret igen. - Hvor mon han bliver af?

Copyright (c) 1996 Jørgen Brenting

Hvis du har lyst at skrive til mig, findes jeg her.
Jeg modtager gerne kommentarer både til denne novelle og til ideen med disse sider i det hele taget.
–Jørgen