Dr Ren

DR. REN

Dr. Hassel forelskede sig håbløst i Amalie allerede første gang, han tilså hende. Hun var faldet af hesten i parken bag hans konsultation og havde forstuvet den ene fod. Det var virkelig ikke noget særligt, men han gjorde et stort nummer ud af at tilse hende regelmæssigt i de følgende dage, og hun lod ingen tvivl tilbage om, at hun fandt hans omsorg behagelig og smigrende.
– Er det ikke frygtelig besværligt at køre hele vejen tværs gennem byen blot for at se på min lille ankel? spurgte hun en dag, han sad med hendes smalle fod mellem sine hænder. – Jeg bor ikke engang i Deres distrikt.
Amalie var betydelig yngre end dr. Hassel ... og betydelig rigere. Men han var sikker på, at hendes formue ikke havde nogen indflydelse på hans følelser.
– Jeg ville ønske, vi kunne være dus, svarede han og strøg nænsomt ned over hendes vrist. – Og det er kun naturligt, at jeg tilser min nye patient. I virkeligheden er jeg din hest dybt taknemmelig for, at den kastede dig af i mit distrikt. Jeg burde faktisk købe den en sæk gulerødder.
– Er det alt, hvad du synes jeg er værd? spurgte hun koket. – En sæk gulerødder?
– Du er den mest værdifulde, jeg nogen sinde har mødt, sagde han og kyssede hendes fod.
Amalie morede sig og lod sig forføre af den erfarne mands tilbedelse. Smigret af hans interesse gav hun efter for hans ønsker, hver gang de mødtes, som om dr. Hassel udøvede en næsten overnaturlig tiltrækning på hende.

***

Dr. Hassel havde været gift med Helena i fireogtyve år, da han mødte Amalie. Han hadede ikke sin kone, men han elskede hende heller ikke mere. Typisk nok havde hun hovedpine igen, da han kom hjem efter endnu en romantisk eftermiddag med Amalie. Helena havde trukket gardinerne for og lå i halvmørket på sin seng med den ene arm over øjnene.
– Du må hente morfinen, hviskede hun, da hun hørte ham komme ind i soveværelset.
– Det er ikke ret længe siden, du fik en sprøjte sidst, sagde han afvisende. – Jeg vil ikke have, min kone bliver narkoman.
– Jeg troede aldrig, du kom hjem igen.
– Det er jo ikke til at forudsige, hvor lang tid sygebesøg varer, svarede han. – Det ved du jo.
Han bøjede sig ikke og kyssede sin kone, som hun forventede. Amalie havde en forførende duft, som var næsten umulig at vaske af, havde han erfaret.
– Dine sygebesøg varer længere og længere.
– Bliv nu bare liggende, så henter jeg sprøjten.

***

Der gik to måneder. Amalies ankel havde for længst genvundet sin normale styrke og smidighed, men dr. Hassel havde svært ved at slippe sin indtagende, unge patient. Efterhånden tilbragte de to næsten hver eneste eftermiddag sammen i Amalies store, smukke hus, hvor hun boede alene med to tjenestefolk. Han begyndte så småt at forsømme sin praksis, og det blev en pine for ham at komme hjem til Helenas spørgende blikke og påtrængende hovedpine.
– Tror du ikke, jeg ved, hvor du tilbringer dine eftermiddage? sagde Helena bittert. – Sådan som du besøger det pigebarn, skulle man tro, hun havde brækket hver eneste knogle i hele kroppen.
Dr. Hassel rettede sig op og skød brystet frem og konfronterede sin kone med sandheden. Hans betagelse af den unge pige havde gjort ham immun over for sin egen kones følelser. – Amalie og jeg elsker hinanden, sagde han uden mindste vaklen i stemmen. – Jeg vil giftes med hende.
– Men vil hun giftes med dig? spurgte hun med selvforsvarets klarsyn.
Dét ene ord, han svarede, føltes som et slag mod selve hendes inderste kerne. Hovedpinen klappede sammen om hendes hoved som en jernhat fyldt med nåle.
– Og jeg vil skilles, fortsatte han ubarmhjertigt.
– Aldrig! svarede hun, og på grund af hovedpinen kom der noget klagende og ynkeligt i hendes stemme, som fik ham til at hade hende i det øjeblik.
Hun så på ham med de øjne, han engang havde været lykkelig for at se ind i. Nu lod hendes blik ham kold, men det hun sagde, berørte ham alligevel.
– Hvordan tror du, dine patienter vil se på, at du forlader din trofaste, syge kone til fordel for et pigebarn, som næsten er for ung til at være din egen datter?
– Her i byen er det kun dig, der stadig lever i forrige århundrede, svarede han koldt. Men det sidste var alligevel en omgåelse af sandheden. Inderst inde vidste han, at Helena havde ret. Hans snæversynede, selvretfærdige patienter ville afsky ham, hvis han forlod sin kone på de vilkår. Skønt han så frem til et behageligt liv i økonomisk tryghed sammen med den velhavende Amalie, så havde han samtidig ambitioner om at gøre karriere som læge for det bedre selskab. Når han trådte ind i de nye cirkler måtte hans rygte være så uplettet som en arabisk jomfrus. Han måtte ganske enkelt være dr. Ren. Ikke noget med at have forladt sin syge kone for at vælte sig på lagnerne med en ung skønhed. Han måtte finde på noget andet. Havde han dog bare været ugift ... eller enkemand.

***

En dag havde Amalie besøg af en ung mand, da dr. Hassel kom for at "tilse" hende. Amalie præsenterede de to mænd for hinanden. Den unge mand hed Gustav Et–eller–andet. Dr. Hassel lagde ikke mærke til efternavnet.
– Dr. Hassel har tilset mig, siden jeg faldt af Cheval, sagde hun med et glimt i øjet til Hassel.
Gustav så tvært på dr. Hassel. – Det er jo flere måneder siden.
Hassel så, at den unge mand rødmede svagt. Fyren var ganske sikkert en håbefuld bejler, men Hassel kunne ikke opfatte den blege yndling som nogen trussel og havde nærmest lidt ondt af den unge, uerfarne knægt.
– Nu må du gå, Gustav, sagde Amalie til ham i samme tone, som hun anvendte, når hun gennede sine to forkælede katte ud af sengen, inden dr. Hassels "tilsyn". – Dr. Hassel skal have fred til at arbejde.
Gustav forlod modvilligt huset. I de næste to timer arbejdede dr. Hassel til Amalies fulde tilfredshed. Bagefter lå de ved siden af hinanden i sengen og delte en cigaret.
– Vil du gifte dig med mig, Amalie? spurgte han.
– Nu har vi det lige så sjovt, svarede hun. – Desuden er du gift allerede.
– Jeg vil skilles fra Helena.
– Ved hun noget om os?
Dr. Hassel nikkede. – Men hun vil ikke lade mig gå. Nogen gange har jeg mest lyst til at tage livet af hende.
Amalie så forskrækket på ham. – Sig dog ikke sådan noget frygteligt noget, William. Hvordan skulle du kunne leve videre, med sådan en skrækkelig forbrydelse på samvittigheden? Det ville også være fuldkommen meningsløst.
– Jeg gør det naturligvis heller ikke, skyndte han sig at sige.
– Jeg ville aldrig tilgive dig, hvis du begik en forbrydelse på grund af mig. Aldrig! Hun rejste sig fra sengen og gik hen og stillede sig ved vinduet med ryggen til ham.
– Det var jo også bare en desperat tanke, sagde han og betragtede Amalies pragtfulde krop.
– Hvorfor kan det kvindemenneske ikke give sig og lade os andre have vores lykke i fred? Hun ved jo, at hun aldrig vil kunne få mig igen alligevel.
Amalie kom tilbage og krøb op i sengen og satte sig over skrævs på ham. – Lad os tale om noget andet, William. Fortæl mig om dengang, du arbejdede i Afrika. Reddede du virkelig alle de børns liv?
Han tog hende i sine arme og så på hende og lod sit blik dykke dybt i hendes øjnes blanke blå. Hvor var hun dog en bedårende skabning! – Jeg elsker dig Amalie, sagde han inderligt. – Lad os rejse bort og gifte os.
Hun lukkede øjnene og smilede og lod sig villigt forføre af hans ord.

***

Hver fredag havde dr. Hassels sekretær fri nogle timer om eftermiddagen. Derfor efterlod han altid en liste over de steder, han ville aflægge besøg på dagens runde, så hun kunne finde ham, når hun kom tilbage. Han nægtede at bære rundt på en mobiltelefon og lade sig forstyrre hver gang en af hans patienter havde en smule snue.
En fredag først på foråret ville tilfældet, eller var det skæbnen, at hans bil løb tør for benzin, netop mens han befandt sig på den anden side af den park, som hans og Helenas hus stødte op til. Han lod bilen stå og gik tværs gennem parken for at hente Helenas bil og køre videre i den, men da han gik op gennem baghaven fik en pludselig indskydelse ham til at liste sig ind i huset for at se, hvad Helena foretog sig, mens hun var alene.
Ikke uventet overraskede han hende i færd med at lede efter morfin i skrivebordet i konsultationsværelset. Det gav et voldsomt sæt i hende, og hun lukkede skuffen med en hurtig bevægelse, som om det stadig ville være muligt at skjule, at hun havde været ved at rode den igennem.
– Morfinen er låst nede, sagde han uden den vrede, hun havde frygtet at høre i hans stemme.
– Jeg har frygtelig hovedpine, klagede hun. – Værre end nogen sinde. – Bare en lille sprøjte, William. Jeg ber dig.
Det var i det øjeblik, ideen fødtes i hans hjerne. Ingen havde set ham komme tilbage til huset. Alle måtte tro, at han var ude på sygebesøg.
Han så undersøgende på Helena og trak sit nøglebundt frem og åbnede et af skabene ved væggen og tog bakken med ampuller og en sprøjte frem. Hun lod sig lettet synke ned på hans stol og lukkede øjnene for smerterne.
– Det værste er, hvis det bliver en vane, sagde han og fyldte sprøjten helt op og rakte den til Helena. – Hold lige den her, mens jeg lægger frakken.
Hun tog sprøjten og anbragte sine fingeraftryk på den, uden at bemærke den dødelige dosis morfin. Han lagde frakken og trak et par gummihandsker på og gav hende indsprøjtningen, mens hun sad med lukkede øjne og et lille taknemmeligt smil om munden.
– Sådan, sagde han og hørte til sin egen undren, at hans stemme var helt rolig på trods af, at han netop havde myrdet sin kone. Om tyve minutter ville hun være død. Han havde virkelig gjort det. Men han følte slet ingen ting. Hverken vrede eller lettelse eller anger. Det var bare noget, han havde gjort, fordi det måtte gøres. – Du må hellere gå op og lægge dig, sagde han og tog frakken på igen.
Hun nikkede men blev siddende. – Det var sødt af dig, William, hviskede hun. – Jeg lægger mig lidt på briksen hernede, hvis det ikke går over om lidt.
Han var ude af huset igen, inden hun nåede ovenpå. Han tog reservedunken med benzin fra garagen og sneg sig gennem baghaven og forsvandt uset ind mellem træerne i parken bag deres hus. Få minutter senere sad han i sin bil på vej til den næste patient på dagens rute. Han så på uret. Om et kvarter ville Helena være død.
Den næste patient var en ældre dame, som i virkeligheden blot trængte til nogen at tale med. For en gangs skyld gav Hassel sig god tid og lyttede til den gamles beklagelser. Hun var ved at fortælle en uendelig historie om, hvor hjerteløs hendes ældste søn var, da Hassel i smug så på sit ur og konstaterede, at Helena ikke mere var blandt de levende.
– Jeg bliver desværre nødt til at køre videre, sagde han til den gamle. – De andre patienter venter. De ved vel ikke, hvad klokken er? Mit ur er gået i stå.
Dr. Hassel besøgte endnu to patienter og hvert sted sikrede han sig, at tidspunktet for hans besøg blev grundigt noteret. Hvis politiet af en eller anden grund skulle interessere sig for hans færden, ville de finde en stribe vidner, der kunne sværge på, at dr. Hassel havde passet sit arbejde den dag, hans kone tog en overdosis morfin og kom ulykkeligt af dage derhjemme.
Den sidste patient på listen var som sædvanlig Amalie. Dr. Hassel så på uret igen. Om en halv time ville hans sekretær komme tilbage og finde Helena død i konsultationsværelset. Efter det første chok ville hun komme i tanker om Hassels køreliste og prøve at lokalisere ham.
Der var en næsten skræmmende ironi i, at han ville ligge i Amalies arme, når han modtog meddelelsen om, at Helena var fundet død. Han håbede blot, at han ville være i stand til at spille tilstrækkelig overrasket ... uden at overspille naturligvis. I kraft af sin opvækst i en rig familie havde Amalie udviklet et skarpt blik for andre menneskers forstillelse og skuespil. Han måtte være chokeret, men ikke knust. Han var trods alt en erfaren læge, og Helena havde været syg længe.
Da han drejede ind i gaden, hvor Amalies hus lå, så han straks, at den unge Gustavs røde sportsvogn holdt foran huset. Han trak ind til siden og blev holdende.
Gustav og Amalie var ved at tage afsked med hinanden på trappen foran Amalies hoveddør. De stod tæt omslyngede og kyssede hinanden lidenskabeligt. Så satte Gustav sig ind i sin bil og kørte bort.
Dr. Hassel masede sig forbi tjenestepigen, så snart hun lukkede op, og inden hun kunne få sagt noget, var han på vej fra rum til rum og kaldte på Amalie.
Amalie kom til syne øverst på trappen; bleg men med et bestemt drag om munden, som han ikke mindedes at have set før. Hun nikkede til ham, men sagde ikke noget.
Han tog trappen i lange spring.
– Skal jeg ringe efter Gustav? spurgte pigen bag ham.
Amalie rystede på hovedet. – Gå du bare Agnes, sagde hun. – Jeg kalder, hvis jeg får brug for dig.
Så var Hassel oppe ved hende og tog hende om skuldrene og så ind i hendes dybe, blå blik, der syntes mørkere og mere gådefuldt end tidligere.
– Jeg så Gustav, sagde han så neutralt som muligt.
– Jeg ville have sagt det til dig før, svarede hun. – Men lejligheden var der aldrig. Du kom mig altid i forkøbet. Jeg er slet ikke så erfaren og forhærdet, som du tror.
– Sagt hvad? Hans greb blev fastere om hendes spinkle skuldre.
– Av, det gør ondt, klagede hun.
– Sagt hvad?
– Jeg prøvede virkelig at finde en pæn måde at sige det på, William. Det prøvede jeg. Det gør ondt på mig, når du holder så hårdt.
Hun prøvede at vriste sig fri, mens hans fingre sank dybere i hendes bløde muskler.
– Sagt hvad!
– Gustav og jeg har forlovet os, stammede hun med undertrykt smerte. – Slip mig, William. Det gør ondt.
– Det skulle jo være os! Han ruskede i hende. – Os to! Det var skæbnen der bragte os sammen dengang. Vi er bestemt for hinanden du og jeg.
– Men Helena! protesterede hun desperat for i det mindste at få ham til at slippe sit jerngreb.
– Du har altid sagt, at hun ...
– Helena er død nu! afbrød han.
– Død?
Hun så lamslået på ham, men hans øjne var pludselig blevet glasagtig tomme. Hun mærkede hans greb slækkes om hendes ømme skuldre. Telefonen ringede neden under. De hørte Agnes tage den. Lidt efter kom pigen frem for foden af trappen.
– Det er til Dem dr. Hassel, sagde hun med en sær, grødet stemme. – Der er sket noget frygteligt hjemme hos Dem.

Hvis du har lyst at skrive til mig, findes jeg her.
Jeg modtager gerne kommentarer både til denne novelle
og til ideen med disse sider i det hele taget.
–Jørgen