.
Det er jo altid let at være bagklog. Engang troede jeg, at det var ret smart at have
venner i den såkaldte underverden; folk der ikke gik af vejen for noget som helst; folk
der gerne ville hjælpe en, når alle andre vendte ryggen til.
Selvfølgelig vidste jeg, at man en dag ville bede mig om en gentjeneste eller to,
men jeg havde aldrig forestille mig, at to fyre som jeg aldrig havde set før, ville dukke
op en mørk aften og sige: – Der ligger en stiv ude i dit bagagerum.
Jeg er bange for, jeg så temmelig fåret ud. – Hvad?
– En stiv ... et lig, mand. Hvor fa’en har du stået i lære?
– Øh, jeg er bankmand.
Det var faktisk gennem banken, jeg var kommet i kontakt med de mennesker, som jeg
hellere skulle have holdt mig fra. Det var begyndt med, at jeg bevilligede mig selv et
mindre lån uden at forstyrre mine kolleger i banken med kedelige detaljer. Men inden
længe måtte jeg låne igen for at dække over det første lån, og fra da af begyndte
det at blive svært. De færreste mennesker gør sig forestillinger om, hvor meget kontrol
der er med de ansatte i banken. Uhyggelig hurtigt havde jeg viklet mig selv ind i den
slags forretninger, der skrives om i aviserne og i billige knaldromaner ... Lille bankmand
afsløret som medlem af svindlerbande ... Letlevende damer afhørt af politiet om
bankmands hemmelige natteliv. Jeg kunne se overskrifterne for mig. Men det føltes
uretfærdigt, at jeg skulle lide blot fordi, naturen havde udstyret mig med ekstra meget
sans for kvindelig skønhed.
De to fremmede bragte mig tilbage til virkeligheden igen. Den ene, der havde en
stemme som en skovlfuld grus, sagde: – Han skal støbes ned i den nye motorvejsbro.
Jeg var forfærdet. – Jeg har aldrig arbejdet med cement før!
– Du skal bare se at komme i gang, sagde Grusstemmen. – En af vores folk
hjælper dig derude.
– Undskyld, sagde jeg. – Hvis jeg lige må spørge om noget: Hvad er han
død af?
– Han betalte ikke sin gæld.
Jeg følte pludselig flippen stramme. – Hvad har det med m-mig at gøre?
– Vommen mente, det nok kunne lære dig noget, sagde Grusstemmen lige ud.
Jeg gøs. Vommen ... en hård og kynisk forbryder, som politiet i årevis forgæves
havde forsøgt at få ram på. Han var på alle måder en stor mand, og bestemt ikke en
man skulle lægge sig ud med. Det var Vommen, der havde lånt mig penge til at dække over
mit seneste lån i banken. Jeg vidste, at der sjældent kom noget godt fra ham, men han
havde været min eneste mulighed for at undgå total afsløring. Jeg kendte ham fra nogle
vilde ture rundt i nattelivet, og på en måde kunne man sige, at vi var så meget venner,
som man nu kan blive, når man ikke har for fem øre tillid til hinanden. Vi delte de
samme interesser: God mad og kønne piger. Det vil sige, Vommen var ude af stand til at
sige nej til et godt måltid, og jeg ... nå ja, det er vel til at regne ud, hvad min
svaghed er. Jeg vil heller ikke ind på, hvilket tilnavn jeg selv har ude i byen, men det
hentyder ikke til bordets glæder.
– Sådan cirka hvor meget skyldte han? spurgte jeg ... nærmest af gammel vane
fra banken. – Ham den, øh, stive?
– Du er ret nysgerrig, hva’? sagde Grusstemmen truende.
– 100 kilo, sagde den anden. Han både lignede og talte som en tøs, men jeg
lagde mærke til, at hans fortænder var af stål.
Jeg knappede den øverste skjorteknap op. Hvis de slog en mand ihjel for 100.000,
hvad ville de så ikke gøre med mig, hvis jeg ikke betalte min gæld? Hvor mange gange
kan en lille bankmand dø? De to forbrydere begyndte at gå ned ad havegangen. Der holdt
en stor ny Mercedes ude ved havelågen.
Jeg råbte efter dem: – Jamen, jeg ved jo slet ikke hvem han er!
Grusstemmen vendte sig om og så et øjeblik på mig i skæret fra gadelygten.
– Vær du glad for det.
Så var de inde i den sorte Mercedes, og et øjeblik efter var der kun baglygterne
at se, indtil de nåede hjørnet nede ved den gamle købmand, hvor der nu er to damer, der
... De ved ... man hører jo altid, at man skal støtte de lokale handlende. Det er nu
ikke fordi jeg har været der så tit i den sidste uges tid ... i de sidste par dage i al
fald.
Jeg så hen på min gamle Opel Kadet, der holdt i carporten. Den så ud som den
plejede; hang måske lidt over det ene baghjul. Måske trængte den til nye støddæmpere
igen. Måske var det bare fordi, manden i bagagerummet var meget stor. Jeg gik tre skridt
ned mod bilen og to tilbage, drejede rundt om mig selv og gik to skridt op mod huset,
vendte om og gik fire skridt ned mod bilen. Hvis nogen så mig fra de andre huse, ville de
tro, jeg havde skudt mig selv i foden, og det havde jeg på en måde også. Jeg skyndte
mig ind, før nogen kom på den tanke, at jeg måske havde brug for hjælp.
I samme øjeblik jeg lukkede hoveddøren bag mig, ringede telefonen. Det var
Vommen. Han var faktisk meget venlig til at begynde med; fortalte endda en ældgammel
vittighed, som jeg grinede rigtig meget af. Bagefter kom jeg lige så forsigtigt ind på
det med den døde. – Vil det ikke være farligt at støbe ham ind i motorvejsbroen?
spurgte jeg forretningsmæssigt. – For trafikken mener jeg. Han bliver jo et svagt
punkt i konstruktionen.
– Han var et svagt punkt, sagde Vommen. – Du skal bare gøre,
hvad du får besked på.
– Selvfølgelig, sagde jeg hurtigt.
– Så tager vi os en ordentlig tur bagefter, grinede Vommen. – Det
trænger vi sgu til.
– Det er ikke ordet.***
Nå, jeg kørte altså ud til den nye motorvejsbro, de var ved at støbe, der hvor
vejen skulle udvides. Det vil sige: Jeg nåede ikke helt hen til broen, før jeg blev
stoppet af politiet. Alle, der nogen sinde har kørt rundt med et fremmed lig i
bagagerummet, ved hvordan jeg følte i det øjeblik.
Heldigvis viste det sig, at det bare var en klodset politiker, der var faldet ned i
cementen fra et stillads under et spontant besøg. Nu lå hele området badet i
projektørlys, mens pressefolk og politi myldrede rundt. Politikeren så jeg ikke noget
til.
– De bliver nødt til at køre en anden vej, sagde betjenten.
Det var jeg helt enig i. Jeg fandt en telefonboks og ringede til Vommen og satte
ham ind i sagen.
– Kør ud til hytten, sagde han.
– Hytten?
Det viste sig, at en stakkel ude på bøhlandet skyldte Vommen en tjeneste. Jeg
skulle bare køre ud og give liget til ham. Det lød næsten for nemt til at være sandt,
og desværre havde hjemmeværnet også netop den aften besluttet at bøhlandet var i fare
og skulle forsvares med alle midler. En enorm kvinde i kampuniform stod pludselig i lyset
fra billygterne og pegede på mig med en maskinpistol. En ung fyr stak hovedet ind i bilen
og brølede: – Feltråb!
– Det må du nok sige, svarede jeg og vendte bilen og overlod bøhlandet til
sin egen skæbne.
En time senere sad jeg på et værtshus nede ved havnen i en fremmed by og stirrede
fortvivlet ned i et glas lunken fadøl, da en garvet fyr lagde hånden tungt på min
skulder. – Hvis du vidste hvor mange brudepar jeg har viet til søs, sagde han
fuldemandshøjtideligt. – Kan du forestille dig noget mere romantisk?
– Jeg tænker mere på begravelser lige nu, svarede jeg.
Han rettede sig op og hævede sit glas i et faretruende sving. – Dét kan vi
også klare! ... Kender du nogen der er død?
– Det kan være, vi skal gå uden for, sagde jeg.
***
Mit nye bekendtskab var skipper på en ældgammel skude af ubestemmelig type. Han og
konen tjente til dagen og vejen ved tilfældige småjobs for lystfiskere, fragtmænd,
filmfolk eller turister, som længtes efter tjæret tovværk og skumsprøjt for boven. Jeg
fortalte ham min sørgelige historie. – Vi må hellere gå ned og snakke med konen,
sagde han. – Hun er bedre til at tænke. Den slags overlader jeg altid til hende.
“Konen” viste sig at være et livstykke af en kvinde med vildt,
rødt hår og et håndtryk som en grovsmed. Jeg gentog historien for hende uden at pynte
på noget som helst. En gammel mølædt hund kom hen og snusede mig i skridtet. Kaptajnen
daskede til den. – Ikke nu, Mona! Lad manden være.
Konen rystede på hovedet. – Vi må jo se, hvad vi kan gøre ... Hun tænkte
sig om et øjeblik. – Gå op og ring til din madglade ven og sig, han skal komme her
ned.
– Det går han aldrig med til.
– Så fortæl ham, at liget havde 250.000 syet ind i jakken, og at du vil tale
med ham over en god middag.
Kaptajnen nikkede ivrigt. – Hvad sagde jeg? Kan den kvinde ikke bare tænke!
Jeg var nu ikke helt overbevist, men mine egne tanker rakte ikke engang halvt så
langt, så jeg gjorde, hvad hun foreslog.
– Bliv hvor du er! råbte Vommen i telefonen, og det lød som om, han havde
fået et elektrisk stød lige midt i blævreflæsket.
Jeg traskede tilbage til skibet. – Du må hellere få varen ombord, sagde
skipperen.
– Varen? Nåe! Jeg gik i land igen og åbnede bagagerummet. Hvis den døde
havde været i live, havde han nok fået hold i nakken, men når man er kold som en fisk
og pakket ind i plastic betyder det sikkert ikke alverden at ligge skævt i et bagagerum.
Jeg trak ham halvt op over bagsmækken. Med lidt god vilje kunne man godt tro, at det bare
var et gulvtæppe, jeg kom med, hvis det ikke havde været for den arm, der faldt ud, da
jeg tog bylten på skulderen og vaklede ned ad landgangsbrættet til båden igen.
Nede i kahytten lagde jeg pakken på dørken og proppede armen ind igen, så godt
jeg kunne. Hunden snusede til pakken og skrabede på plasten.
– Vi må hellere lægge ham i fryseren, sagde kaptajnen. Vi slæbte
“varen” ud i kabyssen, hvor konen var begyndt at lave mad, og væltede ham ned i
deres store fryser.
– Tag lige en pose ærter med det samme I er der, sagde konen.
***
Vommen ankom i den sorte Mercedes sammen med de to kumpaner. Landgangsbrættet buede
næsten helt ned til vandet, da han vraltede ned over det og han var ildrød i ansigtet,
da han klemte sig ind gennem døren til kahytten. – Hvor er pengene? stønnede han og
tørrede sig over panden med et stort silkelommetørklæde.
– Et sikkert sted, svarede jeg og håbede, det kun var mig, der kunne høre at
min stemme knækkede over og blev unaturlig høj.
Et øjeblik så han vredt på mig, så fangede hans næse duften fra kabyssen, og
han rettede sig op og drejede det enorme korpus i retning af maden.
Konen stak hovedet ud fra kabyssen og hilste på forbryderne. – I bliver vel
og får en bid med, sagde hun.
Vommen slikkede sig lystent om munden. – Tak som byder.
– Der mangler løg, sagde konen. – Jeg bliver lige nødt til at løbe
lidt.
– Til helvede med løg, sagde Grusstemmen og viftede med en stor pistol.
– Forretningerne har også lukket, kvidrede Tøsestemmen. – Alle dem med
økologiske grøntsager i al fald.
Konen kom ud og tørrede hænderne i forklædet. – Jeg kan få dem oppe på
tanken. De er på tilbud.
– Jeg elsker løg, sagde Vommen med en alvor som var det fædrelandet, han
erklærede sin kærlighed.
Grusstemmen viftede med pistolen i retning af konen. – Se så at komme af sted
kælling! Du hørte, hvad der blev sagt!
Konen forsvandt med køteren efter sig.
– Hvad med de to? spurgte Tøsestemmen. – Hvornår skal vi slå dem
ihjel?
Vommen så fra os til kødgryderne ude i kabyssen og tilbage igen. – Nu tager
vi én fornøjelse af gangen.
– Jeg kan godt gøre det alene, sagde Tøsestemmen. – Det er ikke noget
at tale om.
Der opstod en pinlig pause, som jeg god kunne have undværet. Så kom konen tilbage
med røde kinder og en pose løg. – Det var satme kvikt, sagde Vommen og gloede
beundrende op og ned ad hende. – Du er noget af en hurtigløber.
– Jeg er meget mere end det, svarede hun udfordrende og vendte front mod ham.
Kaptajnen brummede og gjorde tegn til at ville uddele øretæver i alle retninger.
– Bind de to, sagde Vommen. – Nu skal vi have madro.
Tøsestemmen havde sin egen tape med. Den var forbandet stærk. I løbet af et
minut kunne kaptajnen og jeg hverken røre os eller sige noget. Tøsestemmen trak os hen i
hjørnet af kahytten. Køteren kom og snusede mig i skridtet igen. Det var bare så
ydmygende. Et øjeblik efter var maden klar. Det var en pine at ligge og se Vommen skovle
i sig. Konen kredsede hele tiden om ham og sendte hede blikke og øste op på hans
tallerken.
– Det er den lækreste bøf, jeg i mit liv har smagt, erklærede Vommen
højtideligt med sovs på sine fede hager.
– Vil De ikke se køkkenet? spurgte konen indsmigrende og gjorde sig til foran
fedtbjerget. Han grinede lystent og klædte hende af med øjnene. – Det kalder jeg en
kvinde! sagde han og rakte ud efter hende, men hun var for hurtig for ham og trak sig
drilsk uden for rækkevidde af hans pølsefingre.
Kaptajnen gav vrede lyde fra sig inde bag tapen og sparkede i gulvet med de
sammenbundne ben. Vommen lo så dellerne hoppede. Ud af øjenkrogen fik jeg øje på en
række sortklædte ben, der forsigtigt listede forbi en lille luge ved min højre skulder.
– Måske kunne du tænke dig at se efterretten ude i køkkenet, lokkede konen.
Vommen vrikkede sig fri af bordet og kom på benene. Konen lagde hånden på hans arm med
en fortrolig bevægelse. – Jeg smutter lige ned og gør “efterretten” klar,
sagde hun på en måde, der ikke efterlod nogen tvivl om den egentlige mening. – Se I
jer bare om i køkkenet imens.
Vi hørte hende kravle ned ad lejderen til køjerummene.
– Efterretten, hva’? grinede Grusstemmen sjofelt.
– Så skal vi have steg på bordet, drenge, sagde Vommen lystent.
De to hjælpere gjorde et par frække bevægelser. Så masede de alle tre ud i
kabyssen. Låget blev løftet af en gryde. – For helvede! Det ser lækkert ud,
smaskede Vommen. – Uhmm!
– Det var ellers en ordentlig fryser, de har, sagde Tøsestemmen.
– Luk op min dreng, sagde Vommen. – Lad os se på herlighederne!
Låget på fryseren knirkede. Der blev pludselig stille. Så lød Vommens stemme,
skinger af vantro over det syn, der mødte ham: – Det er ... det er! For helvede! Hun
har skåret ... Jeg har spist! For helvede!
Hvis ikke skibet havde ligget fast fortøjet til kajen, ville jeg have gættet på,
at Vommen pludselig blev overmandet af søsyge.
– Du godeste, sagde Tøsestemmen helt oppe i diskanten. – Den ene balle
mangler!
I det øjeblik stormede politiet ind i kahytten.
***
Efter at kaptajnen og konen og jeg havde afgivet forklaring, var det tydeligt for
politiet, hvad der var foregået ombord: En forbryderbande havde tiltvunget sig adgang til
skibet for at tvinge kaptajnen til at sejle ud på havet og skaffe et lig af vejen. Men
inden det kom så vidt, havde de spist noget af ... ja, det var næsten ikke til at fatte,
hvis det ikke havde været for de meget håndfaste beviser, der fandtes ombord ...
Politifolkene var rystede, da de trak af med de afskyelige kannibaler. – Nu
skal du nok tænke lidt over, hvor du viser dig i fremtiden, sagde kaptajnen til mig da vi
var blevet alene og havde fået proppen af romflasken.
– I har vel ikke brug for en matros? spurgte jeg.
– Hvis vi bare havde råd. Vi har tit talt om at sejle Jorden rundt.
– Jeg kan nok skaffe jer et passende banklån, sagde jeg.
– Den slags skal jo betales tilbage, sagde konen snusfornuftigt.
– Ikke dem jeg skaffer, sagde jeg. – De er for store til kedelige rater.
– Kender du noget til havet? spurgte kaptajnen.
– Det går langt væk.
Han rakte sin barkede næve over bordet og trykkede min spinkle bankhånd. –
Den ene tjeneste er vel den anden værd. Velkommen ombord, matros.
En grim tanke slog pludselig ned i mig. – Hvordan er det med piger ude i
verden? spurgte jeg ængstelig.
Kaptajnen lo så det rungede i kahytten. – Du ved jo nok, at sømænd har en
pige i hver en havn, sagde han og klaskede mig på skulderen, så jeg nær var gået
omkuld.
– Hvad ligger vi så her for? kvækkede jeg. – Lad os finde et fjernt
sted, hvor havnene ligger tæt.
Copyright (c) 1997 Jørgen Brenting
Hvis du har lyst at skrive til mig, findes jeg her.
Jeg modtager gerne kommentarer både til denne novelle
og til ideen med disse sider i det hele taget.
-Jørgen |