Første side | Noveller – oversigt
TRØJEN |
|
kriminalnovelle af Jørgen Brenting (c) copyright 1993, 1999
Han var bare så træt af hende – så uendelig træt. Han orkede
ikke at leve sammen med hende mere, og han orkede ikke al det
besvær, en skilsmisse ville medføre. Bare tanken om alle de
fremmede, der ville blive indblandet og ville snage ...
Det orkede han simpelt hen ikke. Alt, hvad han orkede, var at
slå hende ihjel. Det var sådan, han tænkte. De havde været gift
så længe og slidt så længe på hinanden, at han ikke orkede det
længere. Døden ville være en befrielse – hendes død naturligvis.
I morgen ved denne tid er jeg fri, tænkte han.
De sad skråt over for hinanden i stuen. Han så over på hende.
Hun strikkede og så fjernsyn på samme tid.
Det irriterede ham grænseløst, at hun altid ville se de
programmer, som han ikke kunne fordrage, og det irriterede ham
endnu mere, at hun så åbenlyst nød det, han foragtede.
Sådan havde det ikke altid været, men sådan var det nu. Hun
har ingen respekt for mig mere, tænkte han.
Strikkepindene gik. Klik, klik, klik. Hvor han dog hadede den
lyd. Aften efter aften, år efter år. Klik, klik, klik.
– Hvad strikker du? spurgte han. Som om det overhovedet betød
noget.
Hun så overrasket hen på ham et kvart sekund, men fandt
hurtigt tilbage til fjernsynsskærmen igen. – Det plejer du da
ikke at spørge om, svarede hun.
Han trak på skuldrene. Det er også lige meget, tænkte han. Der
er ingen, der kommer til at gå med det alligevel ...
– Det er en trøje, sagde hun.
– Ærmerne var for lange på den sidste, sagde han tvært.
Ærmerne var altid for lange på det, hun strikkede til ham. Som
om han i hendes bevidsthed var en slags abe. Men det var måske
også sådan, hun så ham? Hvordan skulle han i virkeligheden vide
det, når de ikke havde talt rigtigt sammen i årevis?
Måske havde hun altid betragtet ham som et dyr, når det kom
til stykket. Det ville i al fald forklare, hvorfor alle de
trøjer og sweatre, der fyldte hans skab, kunne passe en
chimpanse.
I morgen, tænkte han triumferende. I morgen er du død.
Han rejste sig for at hente avisen ude i køkkenet, hvor han
havde læst i den sidst.
– Der står to stykker mad fra frokost i køleskabet, sagde hun
uden at se op.
– Jeg er ikke sulten, mumlede han.
– Jeg sagde det også bare.
Han så tilbage på hende. Hun var fuldkommen opslugt af
fjernsynet, ænsede ham overhovedet ikke. Vidste hun virkelig
ikke mere, at han ikke kunne fordrage gemt mad? Strikkepindene
gik. Klik, klik, klik. På skærmen kyssede et ungt par hinanden.
Han gik ud i køkkenet og satte sig med avisen ved det lille
bord derude, men han kunne ikke koncentrere sig om at læse. I
morgen ville det nok gå bedre.
Han gennemtænkte sin plan, som på en måde slet ikke var nogen
plan. Han ville bare slå hende oven i hovedet med et jernrør og
køre ud i skoven og grave hende ned. Det var det hele. Politiet
kunne lede efter hende lige så tosset, de ville. De kunne
anklage ham for, hvad det skulle være, men de ville aldrig kunne
bevise noget som helst, for han havde ikke noget motiv. Hvorfor
i alverden skulle han myrde sin kone, ville han spørge. Kunne
nogen fortælle ham det? Til sidst ville de blive trætte af ham
og opgive. Der ville jo ikke være noget lig. Ingen ville være i
stand til at bevise, at hun var død. Måske var hun bare gået
hjemmefra.
Det hørte man så tit.
Han åbnede køleskabet og så ind på de to stykker smørrebrød,
som stod derinde under klar plasticfilm. De så flade og kedelige
ud. Præcis som konen inde i stuen, flad og kedelig. Han lukkede
køleskabet igen og gik tilbage til stuen. I fjernsynet sagde en
mand til en kvinde: “I love you baby.” Kvinden lignede ellers
ikke en baby, men med den barm kunne hun nok have ernæret et par
stykker, så det ud til. Han prøvede at følge med i handlingen,
men så snart kvinden forsvandt fra skærmen, mistede han
interessen. Klik, klik, klik, sagde strikkepindene.
***
– Den bliver for lille, sagde han, da han havde fulgt lidt med i
hendes arbejde.
– Det tror jeg ikke, svarede hun uden at tage øjnene fra
skærmen. Hun så ikke engang på strikketøjet. Hvordan kunne hun
overhovedet vide, hvor stort det blev?
Han rejste sig igen og gik ud i cykelskuret og tog en stump
vandrør, som stod fra dengang, de fik nyt badeværelse.
Så gik han tilbage og slog hende hårdt oven i hovedet med
røret. Hun fik ikke set, hvad serien endte med. Men det endte jo
alle sammen med det samme.
Hun var ikke død, bare bevidstløs. Han ville ikke slå hende så
meget med vandrøret, at der kom blod nogen steder.
Han havde set fjernsyn nok til at vide, at selv den mindste
lille blodplet kunne røbe ham. Man kunne ikke engang vaske blod
så grundigt af, at det ikke kunne opdages bagefter.
Politiets udstyr blev bedre og bedre. Det var derfor, han
ville kvæle hende. På den måde kom hun heller ikke til at lide.
Hvis han bare havde kvalt hende med det samme, ville hun have
opdaget, at hun skulle dø, og det ville have været unødigt
grusomt. Han hadede hende jo ikke på den måde. Han kunne bare
ikke holde hende ud mere.
Han lagde hænderne om hendes hals og klemte til. Det var
sværere, end han havde regnet med. Han vidste heller ikke, hvor
hårdt han skulle trykke, nu hvor hun allerede havde mistet
bevidstheden. Telefonen ringede.
Han slap sit tag om hendes hals og rettede sig op og opdagede,
at han var blevet forpustet. Telefonen ringede igen. Han tog
røret og sagde sit navn. Det var hans svigermor.
– Nej, hun er her ikke lige nu, svigermor, sagde han ... –
Synes du, jeg lyder forpustet? Nå, jeg var lige ude ved cyklerne
og hente noget. Hvad? Nej, jeg ved faktisk ikke, hvor hun er –
et eller andet sted mellem himmel og jord. Hun har været så
forfløjen i den sidste tid. Ja, ja, vi har det skam godt. Jeg
skal nok sige til hende, at du har ringet.
Farvel, svigermor.
– Det var din mor, sagde han, da han havde lagt røret på.
Så tog han hende om halsen igen og klemte til. – Jeg lovede at
sige til dig, at hun havde ringet.
***
Efter fem minutter var der ingen tvivl om, at hun var død, men
hun holdt stadig fast i strikketøjet. Han lirkede pinde og garn
fri og lagde strikketøjet i hendes stol, sådan som hun altid
selv gjorde, når hun rejste sig. Så hentede han et tæppe i
soveværelset og pakkede hende ind i og løftede hende op.
Da han stod ude i entreen med hende over skulderen, ringede
det på døren. Man fik da heller aldrig fred. Bare det nu ikke
var hendes mor, som var styrtet over for at se, om der var noget
galt. Nej, hvorfor skulle hun gøre det?
Desuden turde hun ikke gå ti meter ned ad vejen efter mørkets
frembrud. Som om hele verden vrimlede med voldsmænd, som bare
stod på lur og ventede på gamle damer.
Han manøvrerede ind i gæsteværelset og lagde liget på sengen
derinde og lukkede efter sig igen. Dørklokken spillede første
strofe af “Dengang jeg drog af sted”. Det var liget selv, der
havde købt den klokke engang. Han havde aldrig kunnet se det
morsomme i den.
– Ja ja, nu kommer jeg, råbte han og åbnede hoveddøren.
Det var nabokonen. Hun trådte indenfor, som om han bare var en
tilfældig dørmand, og råbte ind i stuen: – Det er bare mig,
Gertrud!
– Hun er ikke hjemme, sagde han. – Jeg troede, hun var ovre
hos dig.
Nabokonen så mistroisk på ham. Han havde aldrig kunnet døje
den kælling. Måske skulle han også give hende en med vandrøret.
Det ville være at gøre hele nabolaget en tjeneste. Hun snagede i
alt og rendte med sladder til alle, der gad høre ...
Vandrøret! For pokker, det lå inde i stuen endnu. Hvis
kællingen så det, ville hun fortælle politiet det, når Gertrud
blev meldt savnet. Han stillede sig hurtigt, så hun ikke kunne
gå ind i stuen.
– Hvor er hun henne? spurgte nabokonen.
– Jeg troede, hun var ovre hos dig, gentog han.
Hun prøvede at se forbi ham ind i stuen.
– Fjernsynet er tændt.
Han nikkede. – Jeg sad og så på det. Så plejer jeg at tænde
først.
– Er Gertrud ikke hjemme?
– Så havde jeg nok lagt mærke til det, svarede han.
Hun sendte ham et forarget blik. – Man er måske ikke velkommen?
– Gertrud er ikke hjemme, sagde han for tredje gang. – Jeg var
faktisk på vej ud for at lede efter hende.
– Så troede du måske ikke, hun var ovre hos mig?
– Jeg kan ikke forstå, hvor hun er henne, når hun ikke er ovre
hos dig. Hendes mor har også lige ringet.
Du store himmel! Hvor længe havde den kælling tænkt sig at
blive? Hvis hun blev ti sekunder til, gik han ind og hentede
vandrøret og lagde hende ned.
– Nå, men så må jeg vel komme igen en anden gang, sagde
nabokonen lettere mopset.
Der var hun heldig.
– Ja, gør det.
– Plejer I at have lukket til gæsteværelset? spurgte konen, da
han lodsede hende ud.
Hun legede med sit eget liv. Var der overhovedet noget, der
undgik den kællings opmærksomhed? Der fandtes sikkert en eller
anden lægelig betegnelse for den tilstand, hendes hjerne befandt
sig i; abnorm opmærksomheds syndrom eller sådan noget. Han
lukkede hoveddøren efter hende og kikkede gennem dørspionen for
at sikre sig, at hun ikke blev stående ude på trappen og
lyttede. Han så hende forsvinde som en mikroskopisk bille ned ad
havegangen og blive opslugt af mørket.
***
Da han kom tilbage til gæsteværelset, havde liget rakt en arm ud
under tæppet. Han proppede armen tilbage og hankede op i den
uformelige bylt igen og vaklede ud til bryggersdøren og videre
ud til bilen og lagde liget ned i bagagerummet. Så hentede han
en spade og en skovl og lagde dem ned til liget, før han gik
tilbage og hentede vandrøret og låste huset af.
***
Først ville politiet ikke have noget med sagen at gøre. Da de
hørte, at hans kone kun havde været væk i nogle timer, sagde de,
at han skulle vente og se tiden an.
Næste morgen ringede han til dem igen og sagde, at hun stadig
ikke var dukket op. De begyndte at stille ham en masse spørgsmål.
Nej, hun var ikke syg. Nej, de havde ikke været uvenner. Nej,
hun plejede ikke at gøre den slags. Om hun havde en elsker? Hvad
fanden bildte de sig ind?
Det endte med, at der kom to mand fra kriminalpolitiet ud til
huset og snakkede med ham. De gik rundt og løftede lidt halvhjertet
på tingene, som om de ventede at finde hende under et askebæger
eller under sengen eller i skabene.
– Mangler der noget af hendes tøj, spurgte den ene politimand.
– Kun det hun har på ... tror jeg nok.
– Og De har ringet til venner og bekendte?
– Der er ingen, der har set hende, svarede han.
Den ene politimand var en kold fisk. Han så udtryksløst rundt
i stuen.
– Må vi se udhuset? spurgte den anden politimand.
– Der er hun heller ikke, sagde han. – Men naturligvis.
Den udtryksløse fik øje på strikketøjet i stolen og tog det
op. – Har De nogen børn?
Det havde de ikke.
– Den er for lille til Dem, sagde politimanden og holdt den
halvfærdige trøje ud fra sig i strakte arme.
– Det sagde jeg også til hende.
– Strikker Deres kone meget?
– Hele tiden.
Politimanden nikkede. De gik alle tre ud og kikkede i udhuset
og i cykelskuret. Der manglede naturligvis et stykke vandrør,
men det kunne betjentene jo ikke vide.
– Har hun været anderledes, end hun plejer? spurgte den
udtryksløse. – Gjort ting, hun ikke plejer? Talt mere i telefon?
Været væk hjemmefra? Brugt flere penge? Købt nyt tøj? Fået ny
frisure?
– Jeg har ikke lagt mærke til noget. Hun har været normal hele
tiden. Hun smurte endda to stykker mad ekstra til mig i går.
– Ja, det så jeg, sagde den udtryksløse. – De har ikke spist
dem endnu.
– Jeg har ikke haft nogen appetit, siden hun forsvandt.
– Nej, det kan jeg tænke mig. Jeg tror, vi vil tale lidt med
Deres naboer. Det kan være, nogen af dem har lagt mærke til
noget, der kan sætte os på sporet.
– Naboen er en rigtig sladderkælling, sagde han for at vise,
at han var uskyldig. – Hun ved alt og lidt til.
***
Der gik flere dage. Politiet kan ingen vegne. De gravede i haven
og påstod, uden selv at tro på det, at han havde skaffet hende
af vejen, men anklagen faldt til jorden, fordi der ikke var noget
lig. Det gik fuldstændig, som han havde planlagt.
Der var gået næsten en uge, da den udtryksløse kriminalbetjent
dukkede op igen.
– Tilsyneladende havde De jo ikke noget motiv til at tage
livet af Deres kone, sagde politimanden. – Men jeg kunne ikke
lade være med at tænke på trøjen.
– Trøjen?
– Det er et stort arbejde at strikke sådan en trøje. Det er
ikke noget, man bare gør ud i den blå luft. Den trøje skulle
bruges af nogen. Kan De se, hvad jeg mener? Deres kone var
dygtig til at strikke, så jeg tænkte, at hvis hun strikkede en
trøje, så passede den sikkert til en eller anden. Og den er for
lille til Dem. Er De med? Vi satte os altså for at finde den,
der skulle have trøjen. Er det ikke logisk?
– Jeg forstår ikke ...
– Og vi fandt ham faktisk.
– Ham?
– Deres kones elsker. Det tog sin tid, men vi fandt ham.
– Hendes hvad!
– Lad bare være med at spille komedie. Deres kone havde haft
en ... skal vi sige: en forstående ven i et års tid. Han er
kommet i Deres hjem, når De var ude. Men det ved De naturligvis.
Man kan ikke undgå at vide den slags.
– Det tror jeg ikke på! Ikke Gertrud. Det må være noget, den
lede kælling overfor har bildt Dem ind.
– Slet ikke. Hun sagde bare, at strikketøjet lå sjusket, og
nøglet var ikke sat på for at lukke det.
– Nøglet sat på?
– Ja, De ved, sådan som kvinder gør, for at strikketøjet ikke
skal falde af pindene.
– Det vidste jeg ikke.
– Nej vel? Jeg vil tro, at vi forholdsvis nemt kan finde spor
efter drabet, hvis vi først rigtig går i gang. De vil blive
forbavset, når De ser, hviske små spor man kan finde i vore
dage. Hvad siger De til det?
– Var det virkelig trøjen? spurgte han undrende.
– Hvis De bare havde ventet, til hun var færdig med den og
havde afleveret den, så havde vi aldrig fået mistanke om en
elsker. Men tanken om en anden mand var vel mere, end De kunne
bære?
– Det var lyden, jeg ikke kunne holde ud.
– Lyden?
– Klik, klik, klik. Altid. Det var til at blive vanvittig af.
Copyright (c) 1993, 1999 Jørgen Brenting
(teksten er registreret som tilhørende Jørgen Brenting -
den må kun kopieres til privat brug.)
Hvis du har lyst at skrive til mig, findes jeg her. |