KOLD BEREGNING
kriminalnovelle af Jørgen Brenting (c)

De elskede i Susans store Mercedes, mens Fifi stod ude i regnen,
fordi Pierre var så bange for hunden, at alt hvad der skulle være
blødt hos ham blev stift, og alt hvad der skulle være stift blev blødt,
når dyret var i nærheden. Fifi peb ynkeligt, mens hendes lille silkesløjfe
blev slatten og ruderne i den dyre bil duggede til på grund af aktiviteten
indenfor.
- Din slemme dreng, stønnede Susan og tegnede vilde streger i
duggen med fødderne. - Din slemme dreng ... åh ja!
Og Pierre var virkelig en slem dreng.

Han kaldte sig Pierre nu. Hvad han havde heddet før, betød
ikke noget for andre end politiet og de kvinder, han havde haft
før Susan. Han var kommet langvejs fra; Amerika, Australien,
Frankrig, England ... lande betød ikke noget for ham så længe,
han kunne få lov at arbejde med kvinder.
Det havde ikke været svært for ham at få job i en af de dyre
frisørsaloner i den dyre ende af Strøget, hvor de kvinder, han
var interesseret i, kom og lagde deres, eller deres mands, penge
med samme lethed, som andre smider et stykke pølsepapir på
Rådhuspladsen. Pierre elskede den slags kvinder, og i mange
tilfælde blev de hede følelser gengældt. Det morede ham at tænke
på, at mange mænd følte modvilje mod lægen, som uden videre fik
lov at kikke mellem deres kones ben, mens det i virkeligheden
var konens frisør, der udgjorde en trussel mod ægteskabets
grundvold, for det at ordne en kvindes hår var en af de mest
intime handlinger, der fandtes. Og Pierre var en sand kunstner
på sit felt. Han elskede kvindernes hår. Han elskede at lade det
glide mellem sine fingre. Og kvinderne elskede, at det var
Pierre, der tog sig af dem, når de kom i salonen. Pierre forstod
deres ønsker og drømme og uudtalte tanker. Han kunne stryge ned
over en kvindes hår med en enkel, sensuel bevægelse og sige "Jeg
ved, hvad du gerne vil have" på en måde, som nok pirrede
fantasien men aldrig virkede stødende eller vulgær eller det
mindste anmassende. Pirre ville i det hele taget have været en
gave til kvindekønnet, hvis han ikke havde slået så mange af dem
ihjel.
Mønstret var hver gang det samme: Først forførte han dem, så
pressede han penge af dem, og til sidst tog han deres liv, inden
de nåede at røbe ham. Han var selv helt stolt af, hvor dygtig
han var til alle tre dele.

Og nu var han altså i Danmark for en tid. Vejret var elendigt,
men også her var der villige kvinder. Han studerede Susans
ansigt og aflæste hvert lille ønske i det næsten før, hun selv
havde følt det.
- Åhja, stønnede hun under ham. - Bliv ved, bliv ved ... åhja,
bliv ved.
Det gjorde han så. Pierre var god til den slags, når bare der
ikke var nogen hunde i nærheden. Der gik lang tid, før Fifi kom
i læ for den iskolde regn.
- Åh mors lille Fifi, pylrede Susan, da hunden rystende og
bævende krøb ind på skødet af hende. - Stakkels mors lille Fifi,
se hvor tynd du er.
Pierre trak sig så langt væk fra pudlen som muligt og lukkede
lynlåsen i bukserne i en vis fart. - Behøver du absolut slæbe
den hund med hver gang?
Susan lo. - Vær du glad for, at jeg ikke tager Rolf og Ruffe
med i stedet for.
Pierre havde ingen idé om, hvem eller hvad Rolf og Ruffe var,
og det interesserede ham heller ikke. - Næste gang tager vi ind
på et hotel, sagde han bestemt. - Så må hunden blive ude i bilen.
- Det er så romantisk her midt i skoven; så råt og primitivt.
Pierre så ud på alle de kolde, våde træer med væmmelse.
Bagefter så han på Susan og bestemte sig for, at tiden var inde
til at indlede den mere kontante del af deres forhold. Det var
snart vinter, og han tænkte med gru på, hvordan det ville være
at sætte den bare ende op mod en frossen bilrude i en øde skov.
- Hvad ville du egentlig gøre, hvis din mand en dag fandt ud
af, at det ikke bare er Fifi, du lufter ude i skoven?
- Han ville slå mig ihjel, svarede hun nøgtern og tørrede Fifi
med Pierres kostbare amerikanske sweater.
Pierre sendte hunden et hadefuldt blik. - Så må vi jo håbe, at
han ikke hører en lille fugl synge.
Susan gøs ved tanken og glemte et øjeblik at tørre hunden. -
Lad være med at sige sådan noget. Han ville helt sikkert slå dig
ihjel også. Du kender ham ikke.
- Åh jo, svarede han og så hende direkte ind i øjnene. -
Advokat med møderet for højesteret, hovedaktionær i to
vekselerfirmaer, bestyrelsesmedlem i de helt rigtige selskaber,
golfmakker med udenrigsministeren ... Han strøg blidt ned over
Susans hår. - Tænk hvor meget der står på spil for sådan en
travl mand med en forsømt kone.
Det var tydeligt for ham, at hendes hjerne arbejdede på
højtryk. Hun fik det indadvendte, lukkede blik, han så ofte
havde set hos kvinder, når de blev presset hårdt. Han smilede
satanisk og gav hende god tid; nød at se hende på pinebænken.
- Presser du penge af mig? spurgte hun endelig.
- Hvad regner du mig for?
Hun så længe på ham. - Mangler du penge?
- Rige mennesker tror, at alt drejer sig om penge, svarede han
og så bort, som havde hun såret ham.
Hun lempede Fifi om på bagsædet og rodede i sin taske og
fiskede nogle sedler frem og rakte dem til ham. - Her er
femhundrede. Det er alt hvad jeg har af kontanter.
- Jeg vil ikke have femhundrede, sagde han hånligt.
- Hvad vil du så have?
- Halvtreds tusinde.
- Er du rigtig klog?
- Det skulle jeg mene.
- Så mange penge har jeg aldrig i mit liv haft.
- Snik snak, svarede han og rystede overbærende på hovedet. -
Det er ikke mere end, du kan bruge på en eftermiddag på Strøget.
- Egon ville opdage med det samme, hvis jeg hævede så meget
som tusind på vores konto.
- Egon? Hvem helvede er Egon?
- Min mand, selvfølgelig.
- Han hedder sgu ikke Egon!
- Det ved jeg vel bedre.
- Egon Alex Højgren, direktør og millionær?
- Nej, Egon Andersen, langturschauffør og fattigrøv. Alex
Højgren er ikke min mand, han er min arbejdsgiver.
Han så på hende med et vanvittigt udtryk i øjnene. - Du har
løjet for mig! Du har udgivet dig for en rig mands kone!
- Det passer ikke. Jeg fortæller aldrig nogen, at jeg er
Højgrens kone. Det er noget folk selv finder på, når de har set
os sammen et par gange. Jeg er bare chauffør og altmuligmand hos
ham og hans syge kone. Det er mig, der køber ind og passer
hundene. Alt det andet er bare skuespil. Det er bare så fedt at
smide en stor Mercedes på fortovet foran salonen og skride ind
ad døren og lade som om man er noget, og alle folk kommer
svansende og smisker for en og bedyrer, at de bare er så glade
og begejstrede for at se mig igen. Og så sidder jeg og griner
indvendig og tænker: Ja, I skulle bare vide, at det er hundenes
madpenge, jeg hugger af til det her.
Der var efterhånden ved at gå en prås op for Pierre. - Det er
derfor, vi altid skal mødes i bilen...
- Tror du, jeg nyder at lege slangemenneske i en kold bil
mellem sikkerhedsseler og håndbremser og gearstænger? Tror du
ikke, jeg hellere ville bolle mig skæv mellem fede silkelagner
på et dyrt hotel med en flaske champagne inden for rækkevidde,
hvis det kunne lade sig gøre? Men det har du jo været for nærig
til din lille skid. Den eneste grund til, jeg beholdt dig var,
at du ved, hvad jeg vil have.
- Jeg har spildt min kunst på en svindler! udbrød han vantro.
- Indrøm bare, at du også fik noget ud af det.
Han bed tænderne sammen og lagde hænderne om hendes hals og
beholdt dem dér.
- Vent, vent, kvækkede hun, mens han langsomt strammede til. -
Jeg ved, hvor de gemmer pengene.
Han løsnede grebet en anelse, så hun kunne tale. - Hvor?
- I pengeskabet ... arrg.
- Idiot!
- Vint, vin...t, hikstede hun. - Kin kiden...
- Koden? Du kan koden?
Hun nikkede så godt det lod sig gøre for hans kvælertag.
Pierre tænkte sig lidt om, mens Susan blev mere og mere blå i
ansigtet. Så slap han hende pludselig og skubbede hende brutalt
fra sig. - Jeg slår dig ihjel, hvis du lyver for mig igen.
Hun tog sig til halsen og hostede tørt og drejede hovedet fra
side til side, som for at få det på plads igen. - Jeg lyver
ikke, hikstede hun. - Det gør jeg aldrig.
- Hvor meget er der i det pengeskab?
- Nok.
- Jeg vil have det hele.
- Tag tøjet af, sagde hun.
- Hva!
- Hvis du skal have halvtreds tusind, vil jeg også have noget
for mine penge.
- Er du rigtig klog?
- Det skulle jeg mene.
Der gik et par anspændte minutter. Så stod Fifi ude i regnen
igen.
***
Dagen efter begyndte det at sne. Susan kom ind på salonen i en
stor minkpels, som hun måtte have stjålet eller lånt fra
Højgrens kone. Pierre trak hende til side med det samme og
hvæsede: - Hvor er pengene?
- Jeg kan ikke skaffe dem før i næste uge.
Han så på hende som om, han hvert øjeblik kunne finde på at
tage kvælertag på hende igen.
- Vi skal alle sammen op i deres sommerhus hele ugen på grund
af sneen. Det skal være så romantisk, siger de.
- Hvad så med pengene?
- Slap nu af, menneske. Jeg har regnet det hele ud: Lige inden
vi kører op til sommerhuset, hugger jeg pengene og får det til
at se ud som et indbrud, og så mødes vi oppe ved sommerhuset og
så får du pengene.
- Jeg vil have dem her i byen.
- Det kan du altså ikke få. Vi kan mødes på en forladt gård i
nærheden af sommerhuset. For pokker, jeg kan jo ikke bare være
væk i timevis uden at vække mistanke. Tag det nu roligt, så skal
jeg fortælle dig, hvordan du finder gården.
***
Det havde sneet hele natten igen. Landskabet lå tyst og hvidt
til alle sider, men Pierre havde ikke øje for den åbenbare
skønhed, mens han kæmpede for at holde sin lille Fiat på vejen.
Det eneste gode var, at han nu kunne se, om Susan forsøgte at
snyde ham. Hvis hun havde alarmeret politiet eller nogen som
helst andre, ville sneen uværgeligt røbe deres tilstedeværelse i
det øde område omkring gården.
Det tog ham længere tid end forudset, at køre de halvtreds
kilometer inde fra byen, og Susans store Mercedes, som altså
ikke var Susans store Mercedes, holdt allerede oppe ved
landevejen, da han nåede frem. En enkelt række fodspor førte ned
til den faldefærdige ruin et par hundrede meter fra bilen. Nogle
dyrespor krydsede frem og tilbage. Ellers blinkede snetæppet
ubrudt i den lavtstående sol.
Helt nede ved gården blev han stående og lyttede, men ikke en
lyd hørtes i den stillestående luft. Kulden trængte allerede
igennem frakken og hans tynde sko, og han bandede over, at han
var gået med til at hente pengene sådan et sted. Så gik han ind.
Gården var ikke bare faldefærdig, den var en ruin. Flere
steder var taget styrtet ned, så sneen kunne dale frit igennem
og danne driver på gulvene. Han kaldte på Susan.
- Her! svarede hun et sted i nærheden, og lidt efter fandt han
hende i noget, der måske engang havde været gårdens stue. Hun
stod ved vinduet med solen bag sig og sås kun som en sort
silhuet i det dunkle rum.
- Har du pengene? spurgte han hæst.
- Er det alt, hvad du vil sige til mig?
- Der er ingen grund til at blive sentimental. Hvor er de? Her
er skide koldt, jeg har ikke tænkt mig at stå her hele
eftermiddagen.
Hun holdt noget op, som godt kunne være en tyk konvolut. - Jeg
har dem her. Men der er noget jeg gerne vil spørge dig om, inden
du får dem.
- Hvis du fatter dig i korthed.
- Elskede du mig aldrig en lille smule?
Spørgsmålet overrumplede ham totalt. - Hva?
- Jeg havde sådan håbet, du ville svare ja.
- Hvorfor dog det? Han trådte nærmere og rakte ud efter
pengene.
- Jeg elskede jo dig.
- Sludder og vrøvl. Folk elsker ikke; de tager bare, hvad de
vil have og kalder det kærlighed, fordi de ikke har mod nok til
at indrømme for sig selv, at de er nogle egoistiske sataner.
- Er jeg den første kvinde, du har presset penge af?
Han var på vagt med det samme. - Hvorfor det?
- Jeg vil bare gerne vide, hvad du i grunden er for en. Jeg
troede, jeg kendte dig, men det gjorde jeg slet ikke. Har der
været mange før mig?
- Verden er fuld af godtroende kællinger. Du er skam ikke
alene, hvis det er det, der bekymrer dig.
- Og de betalte dig alle sammen penge, når du truede med at
afsløre dem?
- Hver og en, svarede han og havde svært ved at skjule den
stolthed, han følte over sin egen udspekulerede adfærd.
- Hvor længe?
- Til de ikke kunne mere.
- Er det sådan, du vil gøre med mig? Presse penge af mig, til
jeg ikke kan skaffe flere?
- Det behøver du ikke bryde din hjerne med.
- Og hvad så bagefter?
Han blev pludselig vred. - Hvad fanden er du ude på? Giv mig
pengene!
Han slog ud efter hende, men hun undveg og kaldte højt: -
Rolf! Ruffe!
Han hørte hundene mere end han så dem; to store kulsorte dyr
med åbne gab. Pludselig stod den ene foran ham og den anden
bagved. Han løftede armene og skreg: - Få de forbandede bæster
væk!
- De flår struben ud på dig, hvis du gør en forkert bevægelse,
sagde Susan og pegede hen i den fjerneste krog, hvor en snedrive
havde lagt sig over det nedfaldne tag. Hundene begyndte ganske
langsomt at presse Pierre i den retning, de havde fået besked
på. Han vaklede og måtte støtte for sig på vejen baglæns over
sneen og de halvrådne bjælker. Så mærkede han muren mod sin ryg.
- Bliv her! sagde Susan og var borte.
Hundene lagde sig et par meter fra Pierre og holdt øje med ham.
- For helvede! råbte han. - Det kan du ikke gøre! Kom tilbage!
Men kun hundenes hurtige åndedræt og den svage knitren af
faldende snekrystaller hørtes i den mørke ruin. Lidt efter
startede en motor langt borte.
***
Pierre begyndte at fryse for alvor efter en halv time. To gange
forsøgte han at slå kuskeslag med armene, men hver gang rejste
hundene sig straks foran ham og knurrede faretruende, så han
holdt op næsten før han fik begyndt. Han flyttede vægten fra den
ene fod til den anden og opdagede, at hans ben allerede var
begyndt at blive følelsesløse.
Da der var gået en time, prøvede han at arbejde sig hen langs
den ene væg, da han et øjeblik fejlagtigt troede, at hundene
sov. To kraftige bjæf var nok til at få ham tilbage i hjørnet.
Det sidste lys forsvandt. Han kunne ikke mere se hundene, men
han vidste, at de var der endnu lige foran ham. Han lod sig
glide ned på hug med ryggen mod muren og ænsede ikke sneen, der
blev liggende på ham.
Næste morgen holdt det endelig op med at sne. Alle spor
omkring gården var for længst borte under et tykt, hvid tæppe,
da en stor Mercedes stoppede oppe ved landevejen.
Det høje pift døde næsten straks i det tykke snelag, men
hundene havde hørt det og forlod den livløse bylt, de havde
vogtet på hele natten, og kom springende op gennem sneen med
lange, seje bevægelser i de muskuløse kroppe.
Oppe fra den lune bil, hilste Fifi dem med begejstrede bjæf,
og lidt efter slikkede hun interesseret deres røde snuder.

Copyright (c) 1995 Jørgen Brenting

Hvis du har lyst at skrive til mig, findes jeg her.
Jeg modtager gerne kommentarer både til denne novelle og til ideen med disse sider i det hele taget.
–Jørgen