Første side | Noveller – oversigt
HELD I SPIL |
kriminalnovelle af Jørgen Brenting (c) Daisy kom ud og stod og missede med øjnene mod solskinnet. Som hun dog var pragtfuldt bygget den kvinde. Anker betragtede hende i smug ovre fra sit eget hus. Hun havde ikke alt for meget tøj på, og han brød sig ikke om at blive antaget for at stå og lure på hende, skønt det naturligvis var lige nøjagtig, hvad han gjorde. Og dog var det alligevel noget andet, følte han. Der kunne ikke være noget forkert i at nyde synet af en kvinde, man beundrede. Det eneste forkerte i den sag var, at Daisy tilhørte en anden mand. Og havde det så endda bare været en mand, man kunne have respekt for, så havde det måske været til at holde ud. Men når Anker forestillede sig sin drømmekvinde i armene på det dumme svin, hun var gift med, så var det næsten ikke til at bære. Daisy strakte armene i vejret og vendte ansigt op mod solen. Anker gik et skridt frem for bedre at kunne se og kom i farten til at vælte en gammel skovl, han havde stående. Daisy hørte ham og kom hen til hullet i hækken. – Kom over og få en kop kaffe, lokkede hun. – Kaj er ikke hjemme. De drak kaffe i al ærbarhed. Anker nød hvert sekund. Daisy nød det åbenbart også. Han fik hende til at le og et par gange lagde hun fortroligt hånden på hans arm, men fjernede den straks igen, når hun blev opmærksom på det. De skiltes tøvende og modvilligt, da de hørte Kajs bil komme drønende oppe fra lyskrydset. Det lød altid som et flyangreb på et af nabohusene, når Kaj kom hjem i sin store amerikanske bil. *** Et par dage senere kom Anker til at stå lige bag Kaj, i køen ved lottokassen i Døgnkiosken nede ved stationen. Et øjeblik overvejede Anker, om han skulle prikke Kaj på skulderen og give sig til kende. Men han lod være. De to mænd kom mildt sagt ikke godt ud af det med hinanden. Det var noget helt andet end med Daisy. Måske var det det, der gjorde, at Kaj ikke kunne fordrage Anker. Han var simpelthen jaloux. Døren til kiosken gik op og en af byens gavmilde piger kom valsende ind og stillede sig tæt bag Anker. En sky af forførende parfume lagde sig over den lille kø. Foran Anker vejrede Kaj i luften som en løve, der lugter bytte. Han vendte sig med sit mest forførende smil og gloede lige ind i hovedet på Anker, før han fik øje på pigen bagved. – Her, tag min plads, sagde Kaj brysk og trak Anker væk, så han selv kom til at stå op ad den yppige skønhed. – Hej, skat. Jeg vil vædde på, at en dejlig dame som dig aldrig har held i spil. – Du mener, jeg har mere held i kærlighed, kvidrede skønheden. – Nemlig, fastslog Kaj. – Nu har du jo mødt mig. Det blev Ankers tur ved kassen. Han købte en enkelt lynlotto og skyndte sig ud i den friske luft, inden han fik hørt mere til Kajs forførelsesteknik. Hvis Daisy var min kone, ville jeg aldrig opføre mig sådan, tænkte Anker. *** Et par dage efter brasede Anker gennem hullet i hækken, mens Kaj stod og polerede køleren på den gamle Chervolet, han kørte rundt og blærede sig i. – Må jeg have lov at byde på en øl? spurgte Anker venligt. Kaj gloede på ham som om, Anker havde fremsat et uanstændigt tilbud. – Hvad? Anker smilede. – Jeg syntes ligesom jeg skylder dit lidt til gengæld. – Gengæld for hvad? – Jeg fik jo din plads i køen forleden dag? Der var sgu gevinst på sedlen. Hvis ikke vi havde byttet plads, havde jeg jo ikke vundet, vel. Jeg vil bare give en bajer som tak for venligheden. Mens Anker talte, havde Kajs ansigt antaget en farlig rødlilla kulør. – Hvad! råbte han ubehersket. – Din lillesvindler! Din ... din ... Kaj gik i stå af mangel på et tilstrækkeligt nedsættende udtryk, der kunne beskrive Ankers lusede røveri af en andens retmæssige gevinst. – Var der noget på den seddel, du selv købte? spurgteAnker uskyldigt. – Skrub ad helvede til! skreg Kaj ubehersket. - Fjern dig fra min matrikel og lad for helvede min kone være i fred! Anker gik tilbage gennem hullet i hækken med et tilfreds smil om læberne. Kaj havde fået lige, hvad han havde fortjent. *** – Den lille skid! skreg Kaj og knaldede hoveddøren i og trampede ud i køkkenet og smed sig tungt på en af pindestolene og gloede olmt på Daisy, der sad og ordnede negle ved det lille bord. – Er der sket noget, skat? spurgte hun. – Det er ham den lille lusede vindueskikker. – Anker? – Ja, Anker! Den forbandede lille svindler. Hvis han så meget som taler til mig en gang til, så ... – Nå, jeg troede I stod og fik en rigtig mandfolkesnak lige før. Biler og bryster og den slags; hvad mænd nu kan rumme i hovedet. – Han huggede min plads i køen ned i døgneren forleden dag, bare fordi ... ja, bare fordi, jeg mødte en, jeg kendte. Og nu har han vundet! Det er mine penge, han har vundet. Mine penge! Jeg var bare flink og lod ham få min plads, og så købte den lille snydepels den lottoseddel, jeg skulle have haft! Det er mine penge! Er du klar over, at han har vundet! Halvanden million! En og en halv, selv om han ikke vil indrømme det! Jeg læste det selv i avisen. Han ville ikke have sit navn frem. Det tror da fanden, når han i virkeligheden har tyvstjålet dem fra mig! – Hvad vil du gøre ved det? spurgte Daisy uinteresseret. Der var så meget, der ophidsede Kaj, og det var som regel noget, man ikke kunne gøre noget ved. – Jeg går over og vrider halsen om på den lille lurer og tager, hvad der er mit. Så er jeg også fri for at have ham hængende ind over hækken og glo efter min kone. – Han har jo nok ikke alle pengene liggende derhjemme, indvendte Daisy snusfornuftigt. - De er nok nede i banken. – Så kommer han fanme til at tage dem ud. Jeg vil have mine penge! Nu! – Det kan du jo gå ind og foreslå ham. – Hør, hvis parti er du egentlig på? Daisy betragtede sine negle og filede et lille bitte hak af. – Dit selvfølgelig. Kaj sad længe og så tænksom på hende. Til sidst blev hun urolig. Sidst Kaj havde set sådan på hende, havde han foreslået, at hun skulle være lidt sød over for en fyr, der havde en motorcykel, som Kaj var meget interesseret i. Der var gået et par dage, før hun havde talt til ham igen. – Måske skulle du alligevel til at være lidt venlig over for vores kære nabo, sagde Kaj eftertænksomt. – Merevenlig, end du allerede er, føjede han til i en ildevarslende tone. Hun smed neglefilen på bordet. - Jeg vidste det! Jeg vidste, det var sådan noget, du tænkte på. – Du ved sgu ikke, hvad jeg tænker på. – Vil du virkelig gøre din egen kone til prostitueret? Er du klar over hvor mange gange jeg blev nødt til at gå derover, før der var halvanden million hjemme? Jeg ville jo være slidt op, inden du bare havde til en motorcykel. Jeg vil heller ikke! Absolut nej. Nej, nej, nej! Jeg er en ordentlig pige. Kaj rystede på hovedet. – Sæt du bare fantasien i tomgang igen. Jeg tænkte overhovedet ikke i de baner. Hun så mistroisk på ham og samlede neglefilen op og prøvede at koncentrere sig om neglene igen. – Hør nu her, sagde han og lod som om han ikke så hendes surmulende ansigt. – Jeg har alle tiders plan. – Nå. – Du skal stikke af sammen med ham. Denne gang nøjedes hun ikke med at smide med neglefilen. Hun sprang op og marcherede ud af stuen. - Du er syg i hovedet! råbte hun ude fra køkkenet. - Du elsker mig overhovedet ikke mere! – Kom nu tilbage, Daisy. Hun kom kun til dørtrinet. – Kom nu ind og sæt dig. Det er faktisk en ret god plan. Slet ikke noget af det, du forestiller dig. – Hvis jeg skal stikke af med ham, så skal vi vel også ... – Så langt behøver det slet ikke at komme. – Behøver! Er du klar over, at jeg er din kødelige kone? Du udsætter mig for alle mulige farer uden at blinke. Hvorfor stikker du ikke selv af med ham, hvis du er så vild efter hans penge? – Mine penge. Det er jo heller ikke mig, han går og savler efter hver dag. Det eneste, du skal gøre, er at få ham til at tro, at du er parat til at stikke af med ham. Du skal bare få ham til at hæve alle pengene, så I kan starte på en frisk i Langtbortistan, og når alt er klappet og klart, snupper jeg gysserne, mens du bortleder hans opmærksomhed. – Jeg vidste det! Du vil have, jeg går i seng med ham! – Der er vel for pokker andre måder at bortlede en mands opmærksomhed på. – Dem kender jeg ikke, sagde hun og slog med nakken. – Mænder nogle primitive dyr. – Hold nu op Daisy. Vil du måske ikke gerne have penge nok til at købe lige, hvad du peger på? Selvfølgelig vil du det. Han gav hende tid til at vende tanken et par gange. – De har en kjole i vinduet nede hos Biksen ... – Der kan du selv se, sagde han tilfreds. - Der er sgu heller ikke noget at være bange for. Hør nu, hvad vi gør. *** I den følgende tid styrkede Daisy sit venskab med Anker så meget, hun kunne. Inden længe var det oppe på fuld styrke. Faktisk kunne et venskab ikke blive meget varmere uden at bryde i brand. Anker nød livet i fulde drag. Bag kulisserne bed Kaj arrigt tænderne sammen og ventede på sin gevinst. – Lad os flygte sammen, foreslog Daisy en aften, mens fuglene kvidrede over deres hoveder. – Hvorhen? – Langt lang bort. – Ja, vi har jo min gevinst, sagde han tøvende. – Jeg vil bare være sammen med dig, sukkede hun. - Tag mig bort fra Kaj. Der var ikke noget, Anker hellere ville. – Jeg kunne selvfølgelig hæve alle pengene og købe to billetter til ... et eller andet romantisk sted, hvor vi kunne ... nå ja, hygge os. Uforstyrret, mener jeg. Bare give efter for naturens indviklede kræfter. – Åhja. – Vi bliver bare nødt til at tage til Tyskland først, sagde han. - Jeg har sat pengene i banken dernede, så jeg ikke skal betale skat af renterne. Den slags vidste Daisy ikke noget om. Hun tænkte på, hvordan Kaj ville reagere, når han hørte, at hun skulle til Tyskland med Anker. Hun håbede, at hans hjerte ville bløde rigtig meget, og han ville fortryde alle de onde ideer, han nogensinde havde fået. *** – Tyskland! råbte Kaj, da Daisy overbragte ham nyheden. – Det er jo ikke så langt, indvendte Daisy. Hun havde opdaget, at hun egentlig ikke ville have noget imod en lille tur sammen med Anker. Måske kunne hun også finde noget billig parfume på færgen. – De er jo med i EU og alt muligt. – Okay, mumlede Kaj. – Men jeg følger lige i hælene påjer. Ingen numre! *** Daisy var ude og se på kjoler, mens Anker var inde i banken i Tyskland. Han kom tilbage med en lille flad pakke. – Fylder de ikke mere? spurgte Daisy undrende. – Det er jo ikke enkroner. – Lad os gå tilbage til hotellet, sagde hun pludselig og klyngede sig til ham. Hun havde fået øje på Kaj ovre på den anden side af gaden og var bange for at Anker også skulle opdage ham. – Mener du ... ? Anker havde svært ved at skjule sin forventning. Daisy nikkede sigende. På hotellet sørgede Daisy for at døren ud til gangen ikke var låst, mens hun bortledte Ankers opmærksomhed, det bedste hun havde lært. Hun hørte Kaj pusle i den lille stue, der hørte til hotellejligheden. Kaj hørte utvivlsomt også hende, men hun var ligeglad på det tidspunkt - Kaj var selv ude om, at hans kone oplevede noget pragtfuldt, hun aldrig havde oplevet før. *** Daisy holdt Anker ud fra sig med strakte arme. – Der er noget, jeg bliver nødt til at sige til dig, sagde hun alvorligt. Han så ind i hendes dejlige øjne og nikkede. – Kaj er ved at lave et nummer med dig. – Et nummer med mig! Anker lo højt. – Er det ikke mig, der lige har elsket med hans pragtfulde kone? Mon ikke det er mig, der laver numrene her? – Det er det dyreste knald, du nogen sinde har fået. Lige nu sidder Kaj et eller andet sted og tæller dine penge. – Åh dem. Det gør ikke noget. Hun så målløs på ham. – Forstår du ikke? Det her ... os to... det er et nummer, vi laver med dig. Jeg skulle bare bortlede din opmærksomhed, mens Kaj huggede pengene. De er væk nu. Kaj har dem. Jeg hørte ham selv, mens vi ... mens du... Hun bøjede sig pludselig frem og gav ham et kys. Anker så længe på hende. Der var kommet et vidunderligt blødt skær i hendes øjne. – Hvorfor fortæller du mig alt det? Jeg kunne anmelde jer. I ville komme i fængsel. Er du klar over det? Hun bed sig i læben. – Der skete noget, jeg ikke havde regnet med ... Kaj har aldrig ... jeg mener: Du er helt anderledes, end jeg havde forestillet mig; så sød og betænksom og sjov og ... dygtig. Hun sendte ham et lille forsigtigt smil. Anker smilede bredt tilbage. Hun rømmede sig og fik et beslutsomt udtryk i ansigtet og så ham lige ind i øjnene. – Jeg tager ikke tilbage til Kaj igen. Du må se at få pengene tilbage. Ring til politiet. Anmeld os. Jeg er ligeglad. Jeg vil bare være sammen med dig. Det gør ikke noget, jeg skal sidde i fængsel først, hvis bare du venter på mig. – Jeg ringer ikke nogen steder hen. – Jamen pengene? – Skidt med dem. – Skidt med halvanden million? – Jeg har jo dig. Hun så tvivlrådig på ham. Hun havde godt nok oplevet, at mænd kunne blive lidt store i slaget efter en vellykket tur i kanen. Men at de ligefrem ville give afkald på millioner? Det havde hun i al fald aldrig oplevet før. – Der er ingen penge, sagde Anker. - Det hele var bare noget, jeg fandt på for at ærgre din mand. Han ... – Jamen pakken? Du viste mig selv ... – Det var bare en pakke gammelt papir med en fin snor om. Ingenting. – Ingen penge? – Nåja, tohundrede og fyrre kroner. Det var dem, vi fik frokost for i går. Når jeg har betalt hotellet her, er jeg flad. Kaj har bare altid været en dum skid overfor mig; behandlet mig som det rene skidt. Jeg kunne ikke stå for muligheden for at hævne mig lidt. Bare det at se hans ansigt, da jeg sagde, jeg havde vundet på den seddel, han skulle have haft. Det var det hele værd ... Han så pludselig ængstelig på hende. – Hvad gør vi nu? Jeg mener, dig og mig ... Daisy lagde armene om hans hals og kyssede ham blidt på munden. – Vi kan jo arbejde pengene af. Copyright (c) 1995 Jørgen Brenting Hvis du har lyst at skrive til mig, findes jeg her. |