kriminalnovelle af Jørgen Brenting (c)
Jeg tålte kun Günter på grund af hans kone, Elise.
Hvis sandheden skal frem, så var jeg lidt forelsket i hende ... nåja, mere end lidt. En
hel del faktisk. Og kærlighed gør som bekendt blind.
Jeg mødte Elise og Günter, da de købte pragtvillaen ved siden af mit beskedne hus ned
til stranden, hvor jeg bor.
Günter brasede gennem hækken ind til mig den første dag og sagde: – Hvor meget
skal du have for hele lortet?
Jeg må have set lidt spørgende ud, for han pegede på mit dejlige, lille fiskerhus fra
1820 og tilføjede usentimentalt: – Det tager udsigten til højre. Hvor meget? Du kan
få en check med det samme, så vi kan få det fjernet.
Jeg ville naturligvis ikke sælge, og jeg regnede ikke med at veksle et eneste ord med det
menneske igen.
Han rakte en ringbesat hånd frem. – Jeg er Günter.
En charmerende kvindestemme kaldte fra den anden side af hækken: – Günter for
helvede! Hvor er du?
– Rovdyret kalder, grinede han sjofelt og brasede tilbage gennem hækken.
Samme aften kom han tilbage og inviterede mig over til en velkomstdrink. Jeg var på
nippet til at takke nej, men nysgerrigheden efter at se "rovdyret" tog overhånd
og jeg fulgte ham tilbage gennem hullet i den hæk, jeg havde været syv år om at få
tæt.
En dejlig kvinde midt i trediverne kom os i møde, og jeg smeltede på stedet. Hvis hun
var et rovdyr, så var hun bestemt af katteracen; en smækker hunkat, som enhver mand ved
sine fulde fem ville give hvad som helst for at få lov til at stryge med hårene. Det var
i al fald min mening.
***
Nu skulle man jo tro, at dette første møde blev brugt til at udveksle
lidt personlige oplysninger, men sådan fungerede Günter slet ikke. Han skulle have
scenen for sig selv – hele tiden. Hvis han et øjeblik ikke kunne finde på noget om
sig selv, så brændte han en plat vittighed af.
Elise så drømmende ud i luften og nippede til et glas juice, mens Günter og jeg drak
"mandebajere"; Günters udtryk for nogle sydtyske øller, han selv importerede,
fordi de danske var for "pissede".
Nå, men det fremgik tydeligt, at Günter var et geni til at tjene penge. Ja, der var
faktisk ikke den ting, Günter ikke var et geni til. Hvad han tjente alle de mange penge
på, forstod jeg ikke, men jeg følte mig lidt kedelig ved siden af ham. Eller også var
det Elise, der fik mig til at føle sådan. Hun var virkelig det mest indtagende menneske,
jeg havde mødt, og det irriterede mig, at Günter ikke kunne holde mund, så jeg kunne
tale med Elise. Men på den anden side var der noget fjernt over hende; som en usynlig
rude, vi kunne smile til hinanden igennem, men som forhindrede enhver nærmere kontakt.
Jeg trøstede mig med, at sådan var hun nok bare over for fremmede. Jeg tog fejl, men det
vidste jeg ikke dengang.
Da Günter et øjeblik var borte for at hente "ægte isterninger fra Sydpolen",
smilede hun fraværende til mig og spurgte: – Hvad laver du så?
– Jeg er i ... service–branchen, svarede jeg. Af en eller anden grund syntes
jeg, det var upassende at fortælle hende, at jeg var kriminalkommissær i
drabsafdelingen. Elise forekom alt for fin og sart til, at skulle plages med tanker om
drab og død.
***
I den følgende tid kom jeg en hel del hos Elise og Günter, når de ikke
lige sad nede på deres enorme motorbåd i havnen og lod sig beundre. Jeg tror egentlig,
de var glade for den afveklsing, jeg bragte med mig. Efterhånden blev det en vane at gå
lige ind, når jeg besøgte dem. En lun aften gik jeg gennem huset, fordi jeg tænkte, at
de nok lå ude ved svømmepølen. Det gjorde de også. Jeg hørte Elise, mens jeg stadig
var skjult af en rosenhæk, og skønt lyden nok skulle have forekommet bekendt, nåede jeg
så langt, at jeg også fik syn for, hvad de foretog sig med hinanden. Jeg trak mig
lydløst tilbage og skyndte mig ind til mig selv, med et mærkeligt indtryk af, at Elise
spillede komedie. Eller også var det en syg form for ønsketænkning fra min side.
***
En flimrende varm sommerdag nogle uger senere, sad jeg ovre hos Elise og
Günter og nød Elises nærhed, da en ung pige kom op fra stranden og gik op over deres
store græsplæne mod terrassen, hvor vi sad. Hun var meget slank og havde en gammeldags,
sort badedragt på, og hendes hår var kort og ravnsort og lå tæt ind til hovedet, hvad
der gav hende et lidt drenget udseende. Det var tydeligt, at hun kom lige nede fra vandet.
– Hvad fanden, udbrød Günter og rettede sig op og trak maven ind.
– En af dine bekendte, Darling? spurgte Elise sødt.
– Jeg ville sgu ønske, det var, svarede han ugenert.
Pigen kom helt hen til os og smilede til Günter og Elise.
– Hej! Günter rakte næven frem. – Jeg er Günter.
Hun tog hans hånd og sendte ham et strålende smil, der gik lige ned til centrum for hans
bevidsthed. – Helene, sagde hun med en stemme, der kunne vække beskytterinstinktet i
enhver med blot et beskedent overskud af mandlige gener. Så vendte hun sin opmærksomhed
mod Elise og sagde lige så indtagende: – Hvor er jeg?
– Du er i sikkerhed her, Honey, svarede Günter.
Kan man nu forstå det? På mindre end fem sekunder var en stor, selvbevidst mand
reduceret til en lallende idiot.
Elise var mere nærværende og praktisk. – Er der noget, vi kan gøre for dig, min
ven?
– Jeg måtte bare væk, svarede Helene og så tilbage mod havet. – Du aner ikke,
hvad de gjorde ved mig. Jeg kunne ikke holde det ud mere ... Her sukkede hun dybt. –
Jeg sprang bare overbord og svømmede alt, hvad jeg kunne.
Günter så lamslået fra pigen til havet. – Derude?
Hun nikkede. – Ja, i vandet.
– Jamen, det er jo forfærdeligt! udbrød han. – Hvad gjorde de dog ved dig?
Helene fik et forpint udtryk i sit lille, følsomme ansigt. – Jeg vil helst ikke tale
om det, Günter, sagde hun med spinkel stemme og så ud over havet, hvor en stor sejlbåd
var på vej ud over horisontlinjen. – Du kan jo selv se; de leder ikke engang efter
mig. De er bedøvende ligeglade. Dem, der ikke er skæve, er kanon fulde.
– Er du virkelig svømmet ind fra den båd? spurgte jeg.
– Den var jo ikke så langt ude før, svarede Günter for tøsen. Det kunne jeg selv
have regnet ud, og det var heller ikke det, jeg spurgte om.
Helene så kort på mig og afgjorde tydeligt nok med sig selv, at jeg var et harmløst
nul.
Elise rejste sig og lagde et badehåndklæde over pigens skuldre. – Kom lille skat,
så finder vi noget, tøj du kan have på.
Helene nikkede medgørligt, og Günter og jeg sad bare og gloede dels undrende dels
beundrende efter de to smukke kvinder, der forsvandt ind gennem de store franske døre.
***
Samme aften blev jeg kaldt ud til en mordsag, og der gik tre dage, før
jeg kom hjem igen kunne følge med i, hvad der skete inde hos Elise og Günter. Til min
store overraskelse var pigen stadig hos dem. De havde gjort et halvhjertet forsøg på at
opklare, hvem hun var, og hvor hun kom fra, men der var ikke kommet noget ud af det. Jeg
kunne nemt have hjulpet dem, men ret beset vedkom det jo ikke mig, hvem de ville have
boende. Så skulle jeg også bare have forklaret, at jeg arbejdede i politiet, og jeg
kunne stadig ikke se mig selv fortælle Elise, at jeg levede af at rode med lig.
– Jamen, hvad havde I tænkt jer? spurgte jeg Günter, mens vi sad og så Elise og
Helene lege i poolen.
– Vi synes egentlig, hun er rar at have i huset, svarede han. – Der er ligesom
kommet et mål med Elises og min tilværelse, forstår du. Der var så tomt, før Helene
kom.
Jeg behøvede ikke se på ham for at konstatere, at han var forelsket helt op til
livremmen, og jeg indrømmer gerne, at min profession påvirker den måde, jeg omgås
andre mennesker på. Jeg spekulerer på ting som skjulte motiver og hemmelige planer. Nu
stod det pludselig klart for mig, at den mystiske pige måske slet ikke var så mystisk
endda. Det hele kunne være et nummer, som pigen og Günter havde udført for at få hende
ind i huset, uden at vække Elises mistanke. Hvor fantastisk fungerer menneskets hjerne
ikke, når der skal spindes rænker til egen fordel! Imponerende! At jeg dog ikke havde
set det med det samme.
***
Nogle dage senere mødte jeg Günter nede på stranden. Han havde trukket
motorbådens jolle på land og var ved at reparere et hul i bunden.
– I virkeligheden burde jeg sælge begge bådene, sagde han træt. – Jeg hader
sgu vand. Han bankede en stor træprop i hullet i båden. – Jeg kan sgu ikke engang
svømme. Men du ved, hvordan kvinder er: De vil gerne have, deres tilværelse har lidt
klasse. Elise ville aldrig gå med til at sælge motorbåden. Folk ville jo tro, vi var
på røven.
Pludselig så jeg Günters plan klart for mig: Han ville sejle ud i jollen med Elise og
når de var kommet langt nok ud, ville han sparke proppen ud af hullet. Resten ville give
sig selv. Nu havde han jo fortalt mig, at han ikke kunne svømme. Jeg var åbenbart udset
til at være hans alibi, når han selv kom plaskende ind til land i sin redningsvest, mens
Elise sank hjælpeløs ned gennem vandmasserne.
Jeg måtte advare Elise, inden hun lod sig lokke ud i jollen. Men jeg kunne ikke finde
hende. Hun og Helene var taget et eller andet sted hen for at ... et eller andet. Günter
var lidt uklar på det punkt.
To dage senere dukkede de op igen, men da jeg kom over for at advare Elise, trak Günter
mig til side med et sjofelt grin. – Man er sgu en værre horebuk, sagde han stolt.
– Du har selvfølgelig ikke erfaring med den slags, men jeg kan godt sige dig:
Kvinder er vilde med rigtige mænd.
Han så forventningsfuld på mig. Jeg gad ikke polere hans opblæste selvfølelse, men
ordene brændte i ham; de måtte ud. – Hende den lille ...
– Helene?
– Ja, for helvede. Hun er vild efter at smage fars manddom, du. Jeg siger dig: Hun er
vildere end alt andet kørvel, jeg har mødt, og det siger ikke så lidt. Ved du, hvad hun
har arrangeret?
– Nej.
– Hun ligger ude på motorbåden og venter på mig i aften. Hvad giver du! Er det
ikke skide frækt! Jeg fortøjer båden ude ved bøjen, du ved, og hun svømmer derud i
eftermiddag, mens Elise tror, hun er i byen eller noget, og så sejler jeg derud i jollen
i aften og giver hende et ordentligt rap med svaber 1. Er det ikke genialt, hva', eller er
det bare genialt? Det er sgu topgenialt. Det har den frække lille tøs fundet på.
Kvinder du! Nogen gange er de sgu uhyggelig smarte.
En bølge af håb skyllede gennem mig. Hvis Günter stak af med Helene, kunne jeg få
Elise for mig selv. Man er jo bare et menneske.
– Du er sgu misundelig, grinede Günter.
– Selvfølgelig, løj jeg. – Jeg håber, proppen ryger ud af din jolle, mens du
sejler.
– Tror du ikke far her ved, hvordan man slår en spuns i et hul? Han så på uret.
– Nu skal jeg sgu op og gøre mig lækker. Jeg så efter ham og tænkte: Du skulle
bare vide, at jeg har gennemskuet dig, kammerat.
***
Til min store glæde og overraskelse inviterede Elise mig over samme
aften. Det var så sjældent, vi fik talt rigtig sammen uden at blive forstyrret, sagde
hun. Det kunne jeg kun give hende ret i, men det var alligevel sært at sidde sammen med
hende på terrassen og se ud over vandet og vide, at dér ude, i selv samme øjeblik, lå
Günter og Helene i motorbåden og ... nåja, gjorde hvad de nu gjorde.
For en gangs skyld var Elise ikke det mindste fjern. Vi talte vidunderligt sammen, og
Elise kunne åbenbart mærke, jeg havde lyst til hende, for hun spøgte med det og
drillede mig, men jeg var standhaftig, selv om det blev sent, inden jeg lå i min egen
ensomme seng. Günter var ikke kommet tilbage endnu.
Næste morgen fandt de ham nede i vandkanten, kun iført badebukser og med ansigtet under
vand. Det havde åbenbart ikke været mandigt nok for ham at ankomme til stævnemøde med
redningsvest på.
Op ad formiddagen kom en af de lokale fiskere ind til havnen med Günters jolle liggende
på dækket. Proppen i hullet manglede selvfølgelig. Han havde overvurderet sine egne
evner til at slå spuns i.
Jeg gik ned til badebroen, hvor jollen havde ligget fortøjet. En tynd nylonline var
bundet om den yderste pæl og forsvandt ud i vandet. Jeg halede linen ind. Proppen fra
jollen sad i den anden ende. Det overraskede mig ikke. Det var en djævelsk enkel
mekanisme, Günter havde konstrueret. Når båden sejlede ud, blev linen strammet og
proppen blev trukket ud. Elegant. Vandet ville allerede stå livsfarligt højt i båden,
og man ville være langt ude, inden det kunne ses over bundbrædderne. Det gøs i mig ved
tanken om, at Elise havde været udset til at gå i dén fælde. Men som det gamle ord
siger: Den der graver en grav for andre ... Det var næsten ufatteligt, at Günter havde
glemt at løsne linen, inden han selv sejlede ud, men når en moden mand lader sig blænde
af en ung kvinde, er alt muligt. Drevet af sin egen liderlighed, var Günter gået lige i
sin egen fælde. Det forekom på en måde retfærdigt, skønt det var en frygtelig høj
pris at betale. Mit eget forhold til Elise var heldigvis præget af langt mere fornuft,
selv om vi heller ikke kunne siges at være jævnaldrende.
***
Det var ikke min mening at trænge mig på næste dag. Jeg ville blot
tilbyde Elise min hjælp. Der var ingen i huset, så jeg fortsatte ud på terrassen, men
inden jeg kunne ses fra swimmingpoolen, hørte jeg, at Elise ikke var alene. Jeg lurede
rundt om rosenhækken og så Helene kærtegne Elises fine kind, og det var afgjort ikke
for at trøste hende. Jeg er ikke snerpet, men det stødte mig alligevel på mere end een
måde, at Elise allerede var sammen med en anden, så kort efter Günters død, og jeg var
faktisk på vej bort, da jeg til min overraskelse hørte Helene sige: – Tag det nu
roligt, elskede. Der er aldrig nogen, der vil mistænke os to. Vi er de smarteste mordere
i verden.
Elise, den Elise, jeg i det skjulte havde været forelsket i, svarede: – Man behøver
ikke være særlig smart for at forblænde en mand ... En hvilken som helst mand ... Selv
fjolset inde ved siden af.
Det var i det øjeblik, jeg bestemte mig for alligevel at fortælle Elise, hvad jeg
arbejdede med.
Copyright (c) 1996 Jørgen Brenting
Hvis du har lyst at skrive til mig, findes jeg på her.
Jeg modtager gerne kommentarer både til denne novelle
og til ideen med disse sider i det hele taget.
–Jørgen |