DØD ELLER BORTE

kriminalnovelle af Jørgen Brenting ©

Henry lagde mærke til bilen kort efter, at han havde samlet pigen med den store taske op inde ved domkirken.
  - Der er vel ikke nogen efter dig? spurgte han halvt i spøg og så op mod spejlet igen.
  Hun så forskrækket på ham og derefter ud af bagruden. Han skævede op til bakspejlet og nikkede: - Han har været der et stykke tid. Mon ikke han bare skal samme vej?
  - Kan du ikke køre lidt hurtigere? spurgte hun og lod sig glide ned i sædet og klamrede sig til den store taske, som stod tværs over hendes knæ.
  - Den ser tung ud, sagde han. - Tasken. Skal vi ikke hellere stille den om bagved?
  Hun rystede på hovedet og stirrede lige frem med et stift blik.
  Henry satte farten lidt op. Bilen bagved gjorde det samme. Han så det i spejlet, men sagde ikke noget til pigen.
  - Hvor er du på vej hen? spurgte han.
  - Væk, svarede hun straks. - Langt væk.
  Han nikkede eftertænksomt. - Man kunne godt få den tanke, at du var på flugt for nogen.
  Hun bed sig i læben og rynkede brynene og så rigtig bekymret ud med en lille fold i panden. Det var lige før, han fik medlidenhed med hende. Normalt var han ellers ikke så god
til medfølelse. Det var så længe siden, han havde haft brug for det.
  - Jeg hedder Henry, sagde han imødekommende og ventede.
  Hun drejede hovedet, meget velovervejet, og studerede ham træk for træk, og åbenbart var han ikke alt for skræmmende, for det lykkedes hende da at fremtvinge et blegt smil.
  - Lotte, mumlede hun.
  - Hej Lotte, sagde han. - Har du lyst til en kop kaffe. Vi kommer snart til et cafeteria.
  - Kan vi ikke bare køre videre?
  - Gerne for mig, sagde han og smilede til hende. Hun så virkelig sød ud med sit lange lyse hår og store blå øjne. Det var nemt at være venlig overfor hende. Det var bare så uvandt for ham... at være venlig. Og så bilen dér bagved. Den bekymrede ham en smule, uden at han kunne blive klar over hvorfor.
  De sad lidt og lyttede til lyden af motoren og dækkene og vinden og et par løse ledninger, der daskede under instrumentbrættet på grund af den måde, han havde startet bilen på.
   Henry brød tavsheden. - Det er ikke din taske vel?
  Spørgsmålet overraskede hende. - Hvordan kunne du vide det? spurgte hun undrende.
  Han så på hendes tøj. - Du ligner ikke en pige, der slæber rundt på en grim tung sportstaske. Du ligner mere en pige, som går med en lille fiks skuldertaske eller en af de der fine damepunge, som man holder med forpoterne, som om man var en lille dresseret vovse.
  - Sikke noget sludder, sagde hun, men det lød ikke overbevisende, og han lagde mærke til, at hendes knoer blev helt hvide om taskens håndtag, og den lille fold kom tilbage i panden.
  - Ved du, hvad jeg tror, sagde han og lo. - Jeg tror, tasken er fuld af penge.
  Hendes øjne blev dobbelt så store, og hun så så forskrækket på ham, at han blev helt bange for, at han skulle have ret.
  - Hør, sagde han og skævede op til spejlet igen. - Der er vel ikke nogen efter dig? Jeg mener: du har ikke gjort noget dumt, vel?
  - Jeg har ikke gjort noget, sagde hun heftigt.
  - Selvfølgelig ikke, medgav han beredvilligt.
  Men hun fortsatte med at retfærdiggøre sig selv. - De kom bare hen og gav mig tasken.
  Han så på hende. - De?
  - Ja, de. Jeg kender dem overhovedet ikke.
  - Hmm, sagde han. - Hvad er der i den?
  - To millioner.
  Det var godt, han ikke havde noget i munden, for så ville han have spyttet det ud over instrumentbrættet. - Hvad!
  Hun drejede sig i sædet og så bagud. - De er der endnu.
  - Ved du hvad, sagde han. - Jeg begynder faktisk at synes rigtig dårligt om det her. Hvis der er noget, jeg ikke har lyst til lige nu, så er det at blive blandet ind i noget, der bare er den mindste smule ubehageligt.
  - Så må du hellere sætte farten lidt op, sagde hun.
  - Så må du hellere forklare mig hvorfor.
  - Det kan du vel nok regne ud. De fyre vil have deres penge tilbage.
  - Ja mon ikke! Det er vel ikke så underligt. Hvem er de? Han så strengt på hende. - Nu ikke mere sludder om, at de bare gav dig tasken, fordi du mindede dem om deres søde gamle mor.
  - De gav mig tasken, sagde hun i samme tonefald, som man anvender overfor et stædigt treårs barn tyvende gang man forklarer, hvorfor man ikke skal male på gulvet med tandpasta. - De gav mig tasken, og de tog min taske i stedet og de gik deres vej, og så kikkede jeg i tasken, og så stak jeg af, og så kom de tilbage, og så standsede jeg en stodder som simpelthen bare er for meget.
  - Og der er to millioner kroner i tasken der? Tanken var så uvirkelig, at han var nødt til at få den bekræftet.
  - Ja.
  - Og hvad var der i din taske? Ren heroin? Diamanter? Hemmelige dokumenter?
  Hun så ud gennem forruden igen. - Min pung og mit klippekort og et hygiejnebind og en kam.
  Han nikkede anerkendende. - Havde du mange penge i din pung?
  - Halvtreds kroner.
  - Hmm, sagde han og tænkte sig om. - De må jo have været dumme.
  - Jeg tror, at de troede, at jeg var en anden, og at vi lavede en eller anden handel, måske noget med narko eller noget af det, du sagde.
  Han skævede til hende igen og rystede på hovedet. - Nej, sagde han langsomt. - Det lyder helt vildt. Hvordan så din egen taske ud?
  Hun tøvede lidt, før hun sagde: - Det var bare en almindelig lille skuldertaske.
  - Er du sikker på, at det er dem, der kører bagved? spurgte han.
  - Det ved jeg da ikke.
  - Hvorfor ligger de så bagved hele tiden? Hvorfor kommer de ikke fræsende og skyder huller i os?
  - De prøver vel at finde ud af, hvem du er, foreslog hun.
  -  Vi kunne jo være fra politiet.
  - Ih ja.
  Der blev pludselig helt lyst i bilen, da den anden vogn kom tæt op bag ved dem og tændte det lange lys.
  - Nu får du dit ønske opfyldt, sagde hun sarkastisk og dukkede sig.
  Henry trådte speederen i bund og ønskede, at havde stjålet en Porche eller en Ferrari i stedet for en gammel Ford. Motoren brølede imponerende, men der skete ikke nok ude ved
hjulene efter Henrys mening. - Kom nu, din gamle spand, mumlede han. - Kom nu.
  Tankerne væltede gennem hans hoved, som kartofler i et nedløbsrør. To millioner tænkte han. Totusinde tusindlapper. Tyve tusind hundredekronesedler. To hundrede tusinde tyvere ... det var lige, hvad han stod og manglede. For en time siden havde han været parat til at slå ihjel, bare for en tiendedel af det beløb. Så kunne det lige passe, at han i stedet havde fået nogen på nakken, som var parat til at slå ham ihjel.
  Han kastede vognen fra side til side på vejen for at forhindre de andre i at komme forbi.
  - Havde du andet end penge i din pung? spurgte han. 
  - Kørekort, Dankort, sygesikring, lånerkort til biblioteket, et eller andet med dit navn på?
  Lotte klamrede sig til vognen. - Nej, der var kun pengene, sagde hun anstrengt og stemte fødderne imod. - Alle mine kort ligger i den anden pung. Den har jeg i lommen.
  Hjulene skreg mod asfalten.
  Henry nikkede anerkendende. - Der var altså overhovedet ikke noget i den taske, der viste, hvem du er? Ikke den mindste lille lap med dit navn på? En kvittering eller et eller andet? Din kærestes telefonnummer?
  Han nærmeste kastede vognen rundt i et sving og kørte tilbage mod de smalle gader i centrum. Den anden vogn måtte holde tilbage for en stor lastbil med anhænger.
  - Jeg har ingen kæreste, råbte Lotte for at overdøve motorlarmen. - Og der var ikke noget i tasken, de kan bruge.
  - De ved altså ikke, hvem du er?
  - Nej.
  - Og der er ingen, der ved, at du er her lige nu? Ingen i hele verden ved, at det lige netop er dig, der har fået udleveret to millioner ved en fejltagelse?
  - Nej.
  - Godt, sagde han tilfreds. - Så ved jeg, hvad du skal. Han vred rattet om og foretog et brat højresving op gennem en mørk gyde.
  - Hvad? spurgte hun usikkert.
  - Du skal dø.
  Hun kikkede ud gennem bagruden efter deres forfølgere, men der var ikke nogen bag dem mere. De var alene.

***

En halv time senere fik de to forfølgere øje på den gamle Ford foran en af hytterne ved motorvejsmotellet uden for byen. Den holdt temmelig skødesløst og helt åbenlyst under en
gadelampe.
  - Nu har vi dem!
  - Tænk at være så dumme.
  - De kunne vel ikke vente længere med at komme i bukserne på hinanden. Hvordan tror du, du ville have det, hvis du troede, du lige var sluppet afsted med at hugge to millioner fra et par narkokurerer?
  - Lad os parkere derhenne, så de ikke ser os, hvis de bare sidder og tæller pengene i stedet for.
  De to forbrydere kørte det sidste stykke op til motellet med slukkede lygter. Den gamle Ford holdt ud for hytte 6, og der brændte et svagt lys derinde; som fra en sengelampe.
  De lukkede bildørene meget forsigtigt og nærmede sig hytten og lyttede. Der var ikke en lyd at høre inde fra værelset. En hund gøede langt borte. Så sprængte de døren, men ingen af
dem var det mindste forberedt på det syn, der mødte dem.

***

Værelset lå i halvmørke. Pigen lå på ryggen hen over sengen med hovedet ud over kanten. En gabende, sort halvmåne gik fra øre til øre hen over halsen på hende, og der var blod over alt; på sengen, på gulvet, på væggene, på hendes tøj. Midt på gulvet, sølet ind i blod, lå sportstasken åben og tom.
  De to mænd stod bomstille og prøvede at få deres oprørte nerver under kontrol. Den svage lyd af en politisirene, nåede deres ører.
  - Han har sgu slået hende ihjel, mumlede den ene.
  - Den skid. Nu har han alle pengene.
  Politisirenen lød tydeligere nu.
  - Lad os komme væk herfra, inden nogen ser os! Flyt dig! Skynd dig! Løb for helvede! Nej, gå roligt. Der er ikke nogen, der må opdage noget. Satans, pokkers, fanden!
  - Jeg vidste det! Alle de penge og så op i bilen til en fremmed stodder. Hvor godtroende kan kvinder være?
  - To millioner mand. Den stodder slap væk med to millioner. Vi skal være heldige, hvis vi slipper væk med livet i behold. Arnesen flår os levende. To millioner, for helvede mand. Nu
skylder vi to millioner til en psykopat.
  - Vi har stodderens bil, vi kan sagtens finde ham.
  De skyndte sig hen til bilen og rev døren op for at køre
den væk, inden politiet kom.
  - Se der under rattet. Ledningerne.
  - Du store! Den er jo kortsluttet. Den satan havde stjålet vognen. Den forbandede lille tyveknægt. Nu finder vi ham aldrig.
  Lyden af politisirenen kom hastigt nærmere.
  - Lad os få røven væk herfra.

***

Inde i motelrummet summede en flue ubekymret gennem rummet til den knaldede panden mod ruden.
  - Må jeg gerne røre mig nu? hviskede Lotte og åbnede det ene øje på klem.
  Harry kom frem fra badeværelset. - Skynd dig, sagde han.  - Vi skal væk, inden strisserne kommer.
  Han smed et håndklæde over til hende. - Her, tør mascaraen af halsen, så du ikke ligner en ulykke, og lad os så komme væk.

***

Politibilen kom vrælende ind foran motellet med fuld fart og strøm på alle lygter. Den standsede med hvinende bremser ud for hytte nummer 6, og de to betjente stormede ind og blev stående som ramt af to store søm i hver sko.
  - Du milde! udbrød den ene, da han havde sundet sig lidt. -  Se al det blod.
  De trak pistolerne og gik meget forsigtigt ind i rummet med alle sanser spændt.
  Men bortset fra blodet var der ikke noget som helst usædvanligt i den lille hytte, og der var ikke fjerneste spor af de mennesker, der et øjeblik før havde tilkaldt politiet til et blodigt mordforsøg.
  Den ene betjent blev stående og snusede ind som en hund, der lige har fanget færten af noget mystisk. Han bukkede sig ned og satte fingeren på en af de store blodpletter og førte fingeren op til næsen og snusede og så sig undrende omkring og sagde: - Ketchup.
  Hans makker gentog forsøget med en anden blodplet.  - Der er sgu nogen, der tror, de er morsomme her, sagde han surt.
  - Hvad helvede skal det gøre godt for?

***

Henry og Lotte lænede sig tilbage i flysæderne og så på hinanden og deres smil var så varme og ægte, at folk rundt om dem ikke kunne undgå at lægge mærke til det nydelige par, der var på vej ud i verden.